Drachmann- legat til forfatter

SKAGEN:Drachmann-legatet blev i går 9. oktober - på den gamle digters fødselsdag - tildelt forfatteren Katrine Marie Guldager Katrine Marie Guldager er født i 1966 og debuterede i 1994 med digtsamlingen Dagene skifter hænder. Senere udkom digtsamlingerne Styrt og Blank samt romanen Det grønne øje. I 2001 udgav hun det store symfoniske digt Ankomst, Husumgade, hvor læseren i vild galop føres rundt - ikke blot i København - men også til Kilimanjaro, Empire State Building, Pyogyang og Skælskør. Det foregår i en stakåndet, hårdkogt prosa, bidsk, sjovt og ømt. “Du skal tro på dig selv, det skal du... Du skal tro på dig selv, det skal du også, når du kører med undergrunden i Paris (tænk, at de ikke vil ofre en taxi), og dit foredrag er godt og vigtigt, kreativt og alting. Du skal bare tro på dig selv, på den mærkelige stilhed på Place d"Italie, når tiggeren halter ned gennem mængden. Du skal bare tro på mængden, på stilheden, på de småmønter, du beholder i din lomme.” Bortset fra de allerede nævnte udgivelser har Katrine Marie Guldager bidraget flittigt til antologier og tidsskrifter, skrevet hørespil samt børnebøgerne om Frøken Ignora Holger Drachmann (1846-1908) havde sikkert med fornøjelse læst Guldagers samfundskritiske og originale poesi. Drachmann-legatet er et af Danmarks ældste forfatterlegater. Med tildelingen kommer Katrine Marie Guldager i selskab med Otto Gelsted, Inger Christensen, Johs. V. Jensen, Harry Søiberg, Jeppe Aakjær, Pia Tafdrup, William Heinesen, Frank Jæger, Johannes Møllehave og en masse andre forfattere, som legatet siden 1917 har dryppet på. Legatet er i år på 5000 kroner. Beløbet stammer fra overskuddet i Drachmanns Hus - Villa Pax - i Skagen.