Skagen

Drachmanns gudinder i Villa Pax

Fire friske piger underholder hver tirsdag sommeren igennem

Drachmannpigerne er Grethe Smidt, Hanne Aavang, Inge Marie Brandhof og Karen-Margrethe Hatt. Foto: Jette Tybjerg

Drachmannpigerne er Grethe Smidt, Hanne Aavang, Inge Marie Brandhof og Karen-Margrethe Hatt. Foto: Jette Tybjerg

SKAGEN:Drachmannpigerne Grethe Smidt, Hanne Aavang, Inge Marie Brandhof og Karen-Margrethe Hatt prinsesser. Ved årets sommerforestilling i Drachmanns hus er pigerne ikke mindre end ophøjet til gudinder eller mere præcist, gudernes muser. Hvad bliver det næste år? Hvor langt op kan de stige? Måske er de næste år klædt i sæk og aske som konen i muddergrøften som kontrast til i år. Piger med pang Klædt i pangfarvede kjoler underholder Drachmannpiger hver tirsdag aften sommeren igennem i Drachmanns hus. Med farve, glød og nerve sætter de guderne i spil og forfører publikum som en vis hr. Drachmann, der om nogen har kendt til livets alvor og glæde. Snart ler man, snart tier man, og snart tryllebindes man af pigernes reciterende ord, sang og toner fra husets gamle taffelklaver og guitarakkompagnement. Stort forarbejde I mange år har Drachmanns ”Gamle guder og nye”, digte og sange fra efteråret fra 1881, trængt sig på hos pigerne til at blive fortolket. Pigerne, der er fire modne kvinder, bor og arbejder alle i Skagen. De bruger deres fritid i de lange, mørke vinteraftener på at forberede og finde et tema til årets sommerforestilling. Efter deres mening ligger der i Drachmanns digtning ufatteligt meget stof og tanker, der siger moderne mennesker noget. De finder Holger Drachmann, der levede fra 1846 til 1908, evigt aktuel. Drachmann skrev ”Gamle guder og nye” under pseudonymet Svend Trøst. Drachmannpigerne har lagt et stort arbejde for dagen og støvet arkiverne igennem for at finde avisernes anmeldelser fra dengang. Levendegør huset I forestillingen kommer de vidt omkring, og det gør publikum også. Det er som en rejse tilbage i tiden til dengang, Drachmann selv levede i huset med både muser og mus. Drachmannklubben står bag arrangementet. Det er klubbens formål er at udbrede kendskabet til Holger Drachmanns digtning og vedligeholde Drachmanns hus. Drachmannpigerne har optrådt sammen i 14 år. De er altid et spændende gensyn, og man ser med spænding hvert år frem til, hvordan de klæder programmet og sig selv på.