Drachmanns Hus i Skagen lader op til sæsonen

SKAGEN:Endnu er der nogenlunde tyst i digterhjemmet på Hans Baghs Vej i Skagen, men snart går det for alvor løs med sommersæsonen i Drachmanns Hus. Fra 20. juni til 7. september causeres hver tirsdag og torsdag klokken 12 over emnerne ”Drachmann og Damerne” og ”Drachmann og Skagen”. Det er også fra 20. juni de stemningsfulde Drachmannaftener afvikles - ligeledes på tirsdage og torsdage. I juli venter yderligere de allerede meddelte særarrangementer med den svenske sanger Martin Bagge og med musikgruppen ”De Eventyrlystne”. Lørdag 24. juni klokken 20 er der et spændende foredrag med musikledsagelse i Drachmanns Hus. Det er Carl Nielsen-eksperten John Fellow, der gavmildt vil øse af sin store og stadigt voksende viden om komponisten Carl Nielsen. Carl Nielsen kom på et tidligt tidspunkt til Skagen og sluttede her et varmt venskab med kunstnerægteparret Anna og Michael Ancher. I 1918 købte han hus på Vestre Strandvej, og i “Finis Terrae”, som huset blev kaldt, har han arbejdet med mange af sine kompositioner. Som bekendt skrev han også musik til flere Drachmann-tekster, så der er god grund til at foredraget skal foregå netop i ”Pax”. John Fellow har siden 2002 været redaktør og udgiver af den komplette Carl Nielsen-brevsamling, hvoraf første bind udkom sidste år. Arbejdet med udgivelsen har bragt mange nye oplysninger frem om den berømte komponist, og det har også sat John Fellow i forbindelse med Carl Nielsens barnebarn i USA, den nu 79-årige Joan Curran. Joan Curran følger med John Fellow til Skagen, hvor hun naturligvis skal se Carl Nielsens sommerhus, ligesom hun også vil være til stede under foredraget i Drachmanns Hus. Det koster 40 kroner at overvære foredraget om Carl Nielsen, Skagen og Drachmann. Se det komplette program på www.drachmannshus.dk.