Litteratur

Drachmanns piger i top

Tirsdag aften i digterens hus er en god oplevelse

SKAGEN:Den gamle digter Holger Drachmann fylder fortsat meget i Skagen. Eventyr er temaet i Drachmannpigernes sommerforestilling 2005, hvor Grethe Smidt, Hanne Aavang, Inge Marie Brandhof og Karen-Margrethe Hatt ophøjer sig selv til prinsesser. Så er den selvironiske tone slået an, og prinsesserne fremtryller en stemning af eventyr og magi i atelieret i Drachmanns Hus, kun afbrudt af lattersalver og applaus fra et begejstret publikum. I ord og toner I ord og toner fortæller de om Holger Drachmanns liv, som blandt andet bød på mange amourøse eventyr. Holger Drachmann levede fra 1846 til 1908. Drachmann var også eventyrdigter. Han har skrevet Der var engang, Østen for Solen og vesten for Månen, Prinsessen og det halve Kongerige og Troldtøj, hvorfra Drachmannpigerne synger om Mosekonen, Havfruen og Heksen. Herefter er Midsommervisen om heksen på sankthansbålet en oplagt fællessang. En anden eventyrdigter H.C. Andersen sniger sig i jubilæumsåret 2005 også ind i aftenens underholdning. Drachmannpigerne har skrevet ny tekst på melodien til The Ugly Duckling, som i sin tid blev sunget af Danny Kaye. Der bliver også sunget tekster af H.C. Andersen og berettet om hans besøg i Skagen. Den visit fremskyndede Anna Ankers fødsel, for H.C. Andersen var en krævende gæst, der jagede rundt med den højgravide fru Brøndum. Sjælen i Skagen Drachmannpigerne er et fast kulturindslag i Skagen hver sommer. For 13. år i træk optræder de sammen, og deres popularitet er blevet grundigt cementeret. Sjælen i Skagen er bl.a. Drachmannpigernes optræden i Drachmanns hus, pointerede trafikminister Flemming Hansen bl.a. i sin båltale i år i Gl. Skagen/Højen. Og det er ganske vist. Tid, sted og billetter Drachmannpigerne underholder i Drachmanns Hus hver tirsdag aften til og med 9. august. Billetter kan kun købes direkte i Drachmanns Hus på Hans Baghs Vejj. Formål med optræden Drachmannpigerne optræder til fordel for Drachmannklubben. Klubbens formål er at udbrede kendskabet til Holger Drachmanns digtning og vedligeholdelse af Drachmanns hus.