Dræbende sommer

Det er sådan med ferie, at når man arbejder, har man ingen. Jeg ved godt, at I er klar over sammenhængen, men jeg ser mig alligevel nødsaget til at fortælle det. For jeg arbejder. Hele tiden. Pøler løs. Og så kommer der gudhjælpemig en klumme om ferie snigende på listefødder væk fra den bidske redaktør, der forsøger at jage ethvert bytte ind i den blindgyde, den slags kalder for deadline. Paradokset er tydeligt. Det kan ikke hjælpe noget at fortælle jer om, hvad jeg laver på mit arbejde. Det er jo ligesom det, mit job går ud på. Det bliver kaldt for artikler i daglig ædruelig tale, og er så at sige ikke noget at skrive hjem om. Så derfor: What to do? Som sendt fra himlen kommer mor. Selvfølgelig. I går ringede denne mor nemlig til mig i desperation over sin værste sommeroplevelse i lange tider. Vi havde allerede talt sammen længe nok, og da hun så nævnte haven, sagde jeg i alvorlig fortravlet tone: Jamen mor, kunne du ikke lige skrive det til mig i stedet. Og det gjorde hun så. Selvfølgelig. Og da jeg ikke selv har nogen oplevelse af at holde sommerferie i år, vil jeg i stedet præsentere jer for min mors. Hun hedder Lisbeth er uddannet skolelærer og har fået ubudne gæster i sin have: I år skulle det være. Urtehave! Derfor fik jeg kæresten til at bryde alléen og grave en stor bid af min græsplæne op. Jeg tror, det næsten drejer sig om syv-otte kvadratmeter, så der kunne dyrkes mange skønne ting her. Ærter, gulerødder, kål, salat, radiser, squash. Jeg så det for mig og - nå ja - vi fik sået et par breve salat, lidt persille og lidt dild. Senere flottede vi os så med et brev bønner. Og jeg glædede mig, da solen i forsommeren kaldte spirerne frem af jorden. Jeg vandede flittigt – til Vorherre tog over kort før sommerferien startede. Persillen så jeg aldrig noget til. Måske frøene skulle have været vendt anderledes. Dilden til de gode sildemadder måtte købes i Brugsen – men salaten! Hvor stod den flot. Den inderste så lidt slidt ud – men den manglede nok lidt sol, tænkte gartneren. Lige indtil den regnvejrsaften, hvor jeg igen-igen var gået ud for at besigtige projektet. Trist syn. Umådeligt trist. Dræbersnegle. 100 af slagsen var gået om bord i herlighederne, og det var tydeligt, at det var deres hærgen, jeg tidligere havde konstateret som slid. Det var der råd for, vidste kæresten. Man skal hælde kogende vand over dem. Så han indsamlede alle 100 - Der var faktisk 103 - og overhældte dem med vand fra kedlen. Det hjalp. Indtil næste morgen – hvor en stor flok af den fedtede familie var kommet til begravelsen. Igen indsamling af en hel spandfuld. Og sådan gik første uge af ferien med flere indsamlinger dagligt. Indtil min mor reddede mig. Selvfølgelig. – Prøv at sætte øl ud til dem, sagde hun. - Det hopper de i – og kommer ikke op igen. Så jeg hældte øl op til herskaberne i haven i små nedgravede plasticpotter. Ikke nok med, at kræene spiser min salat nu drikker de også min øl, tænkte jeg. Men jo – det virker. En del snegle kravler selv om bord i øl-poolen – nogle lempes over kanten af mig og min lille skovl, som er parkeret ved kanten af urtehaven. Jeg er på besøg otte til ti gange om dagen i øjeblikket. Det tager tid at være salatdyrker. Godt man har ferie. Så vidt min mor, der fik hjælp af sin mor. Og i weekenden er det så min tur til at have ferie. Så skal jeg besigtige urtehaven og de døde dræbersnegle og sige tak for hjælpen med sommerklummen og smage salat og rose den, for sådan gør man, når man er søn.