EMNER

Dræbende stilstandsmadrer psyken

Kunne du tænke dig at bo i det nye Big Brother hus i tre dage? Sådan lyder spørgsmålet til mig, og straks ser jeg en stribe episoder fra Big Brother på nethinden.

Jeg er fristet - to dage, hvor jeg ikke skal lave noget, bare ligge og hygge mig, for optagelserne vil ikke blive brugt. TvDanmark har nemlig brug for at producere et par test-døgn før det rigtig går løs. Mine tanker flyver forbi de mange kameraer - specielt dem på badeværelset, men jeg bliver enig med mig selv om, at det nok skal gå. Hvor svært kan det egentlig være? Ærlig talt, i huset er der ikke noget der hedder licens, ikke nogen regninger og hvem er Told og Skat? Dag 1 Jeg sidder i S-toget på vej mod stationen i Skovlunde. Jeg sidder og kigger på en af mine kvindelige medpassagerer og drømmer om, at lige netop hun skal lukkes inde i huset sammen med mig. Jeg er ret sikker på, at opholdet bliver en smal sag. Jeg ankommer til Big Brother redaktionen, hvor en række andre mennesker står og skutter sig med store tasker på ryggen, mens de kigger sig nervøst omkring. Min selvsikkerhed fordamper lidt, men de ni andre deltagere har det på samme måde som mig, så jeg fortsætter. Vi kigger alle sammen skjult på de andre. Fjollet, at man ikke bare kigger på de andre helt åbenlyst, men det er vel det, Big Brother i virkeligheden handler om. Vi bliver placeret i et ventelokale, og jeg konstaterer med det samme, at der er noget helt galt med kønsfordelingen. Der er syv drenge og kun 3 piger tilstede. Der røg den drøm om at score for åbent kamera, men lige nu er der også huset og opholdet, der fylder tankerne. Vi afleverer vores mobiltelefoner, og det var en underlig fornemmelse. Hvor længe er det egentlig siden, at jeg har måttet undvære min mobiltelefon? Vi venter og venter – indtil vi efter næsten to timer endelig bliver ført igennem en stærkt bevogtet låge og frem til huset. Foran os troner en kæmpe firkant af blik - det ville være en tilsnigelse at kalde den for en arkitektonisk perle. Nu rykker det rigtigt i kroppen - når jeg går ind af døren foran mig, kommer jeg ind i et hus, som jeg ikke frivilligt kan forlade de næste to døgn. Ind i et hus, hvor jeg skal blotte mig selv mentalt og fysisk. Jeg kigger mig omkring, men lysten til at komme ind i huset er større end at nyde de sidste sekunder i friheden. Døren går op – og afslører et lækkert hus indvendigt. Igen slår det mig, hvor svært kan det være? Huset er en perle, der er kvalitetsmøbler og godt håndværk overalt, og kun det skarpe hvide lys fra projektørerne gør, at man ikke kan føle sig helt hjemme. Mit første besøg på badeværelset bekræfter, at der er kameraer og mikrofoner overalt, men man vender sig overraskende hurtigt til det tekniske udstyr og glemmer, at der er folk der kigger med. Jeg troede, at det var det, der var udfordringen. Kedsomheden truer allerede. Der er kun spaen og et pool bord, ingen aviser, ingen bøger, ingen musik og intet tv, der er kun os selv til at underholde hinanden. Aldersforskellen er stor, den yngste er 18 og den ældste er 42, men det betyder ikke noget, vi er alle sammen fanger. Den første aften får vi 10 flasker rødvin, til at hjælpe os til at lære hinanden bedre at kende. Det er sjovt, vi bliver fulde, vi pjatter, flere er nøgne og endnu flere ender i spabadet. Kameraerne og mikrofoner er glemt. Menneskerne der kigger på os, betyder ikke noget. Dag 2 Jeg vågner som en af de første, og mærker den sædvanlige trang til et morgenbesøg på toilettet. Hvis man nogensinde har været på toilettet i et IC3 tog, og har frygtet, at der er kameraer bag spejlene, så ved man, hvordan det føles. Her er man bare ikke i tvivl. Det er ikke kun i badet, man bliver filmet, for på toilettet er der et spejl i skridthøjde, og ja, der er et kamera lige bagved. Jeg føler mig kortvarigt fristet til, at betragte mig selv fra en ny vinkel, mens jeg lader vandet. Tanken om, at der er en kameralinse 30 centimeter væk fra banditten, får mig dog på andre tanker, så jeg sætter mig ned. Bagefter kommer turen til badet, og selv om jeg overvejede shorts, så er jeg helt nøgen - og jeg ved, at jeg bliver filmet. Jeg kan hele tiden høre den summende lyd af et kamera, der vender sig om for at følge mig. Efter badet rammer det mig, jeg skal være her to dag mere. Nu har jeg ellers prøvet at være Big Brothers fange, og nu keder jeg mig, JEG KEDER MIG. Efter nogle timer kommer Big Brother til hælp. Stemmen runger ud i højtalerne - Dette er Big Brother, I skal pudse alle vinduerne i huset. Hvor sygt, hvor totalt ydmygende, men hvor lækkert at få noget at tage sig til. Aldrig har det været så skønt, sjovt og lækkert at pudse vinduer. Jeg havde egentlig regnet med en masse spændende udfordringer fra Big Brother, men efter et døgn i huset finder jeg ud af, at Big Brothers største udfordring er at komme igennem forløbet uden at blive idiot. Uden kedsomheden tvinger en ud i drastiske handlinger. Vi er alle sammen enige om, at det er skægt at være i huset, men hvis man kigger nøje efter, går vi alle sammen lettere rastløst rundt, som dyrene i zoologisk have. Allerede efter døgn begynder lettere irritation at melde sig hos beboerne, men om aften bliver vi velsignet med alkohol, igen er vi fjollede, højtråbende og mentalt langt væk fra huset. Dag 3 Kedsomheden sidder helt oppe i halsen den sidste morgen. Vi har talt, vi har spillet pool, vi har skændtes – og vi har kedet os gevaldigt. Derfor er det søde toner, der kommer fra højtaleren, da vi bliver vækket af Frank Sinatra. Han synger "And Now The End is Near" – gudskelov, for jeg savner alt det, der er på den anden side af spejlene. Big Brother udsætter os hele formiddagen for opgaver, men det er lige meget, jeg vil ud. Ingen af opgaverne bliver løst med engagement, for kedsomheden og udlængslen vinder kampen mod engagementet let. Mit ophold i huset er slut, og jeg har lært ni spændende mennesker at kende. Det var sjovt, men også uhyre kedeligt og krævende at være i huset, så nu har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde laver noget kriminelt, der kan koste mig min frihed. Til gengæld glæder jeg mig til at se, hvem der skal sove i MIN seng, når de rigtige deltagere bliver lukket ind i huset i aften – på vej mod 67 døgns medtalt udfordrende dræbende stilstand.