Dræbersnegle gemte sig i den kommunale kompost

Borger mener, at kommunen er med til at sprede dærbersneglens fremmarch

SÆBY:Blomster og buske elsker en god, fed kompost. Men dræbersnegle kan de godt undvære. Ikke desto mindre får man de grimme fyre hjem i sin have, når man henter kompost på den kommunale genbrugsplads på Ousenvej ved Sæby. Det mener i hvert fald Svend Aage Christensen, Strandvænget i Sæby. Han advarer derfor folk mod at køre den kommunale kompost hjem i haven. - Det skete desværre for mig i fjor. Jeg har aldrig haft dræbersnegle, men frygtede, at jeg en dag ville få dem. Sidste forår hentede jeg intetanende adskillige trailer-læs kompost på genbrugspladsen. Og inden længe begyndte vi at finde store grimme dræbersnegle i de områder, hvor vi havde strøet komposten ud, siger Svend Aage Christensen. Ikke udelukkes Han kontaktede genbrugspladsen for at høre, om det kunne passe, at han havde fået sneglene med komposten. Han kunne ikke se, hvordan han ellers skulle have fået dem, for de fandtes ikke i hans nabolag. - På genbrugspladsen fik jeg det svar, at man ikke helt kunne udelukke det, men at sneglene ikke skulle kunne overleve den naturlige omvarmning, der sker i det store kompost-bunker. Desuden fik jeg at vide, at komposten blev vendt flere gange. Men de måtte erkende, at de havde masser af dræbersnegle i det endnu ikke komposterede grønne affald. Så undgå dem kunne man ikke, og de formerede sig sikkert også i det grønne affald, siger Svend Aage Christensen. Tror det ikke Han siger, at han ikke tror en meter på, at snegle og æg bliver dræbt af den langsomme varmeudvikling ved kompostering. - Sneglene kravler da ud til den køligere overfalde, og når man så vender dyngen, gør de det samme igen. Kommunen er altså med til at sprede dræbersnegle i Sæby. Det er vel ikke ligefrem en kommunal opgave, så man kunne måske overveje at dampbehandle komposten for at undgå problemet. Det har jeg hørt, at man gør andre steder, siger Svend Aage Christensen. Han siger, at han hjertens gerne betaler lidt mere for et læs garanteret sneglefri kompost. - Men indtil videre skal jeg ikke have mere kompost. Og jeg opfordrer andre til også at holde sig væk. Selv venter jeg nu spændt på, om jeg fik sneglene udryddet sidste efterår - eller frosten eventuelt har gjort det. Jeg håber det virkelig, siger Svend Aage Christensen.