Skadedyrsbekæmpelse

Dræbersnegle i politik

Mange har deres døje med invasive dyr og planter. Haveejerne kender dræbersneglene – det malende kælenavn for den iberiske, altædende skovsnegl. De kommer hundredvis i strækmarch, når de indtager haven. Andre har deres bøvl med kæmpebjørneklo og andre kønne planter.

På det seneste har Socialdemokratiet haft sit hyr med Pernille Rosenkrantz-Theil. Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten er trådt et stort skridt til højre for at melde sig under Helle Thorning-Schmidts røde faner. Intet tyder på, at hun er en stor spøgefugl. Mere peger i retning af, at hendes politiske ambitioner fylder mere hos hende end hendes realitetssans. Hvorfor ellers løse medlemskort til et parti, hun først ikke var enig med? Om partiets formelle, men næppe reelle leder mente hun i 2006: ”Det er faktisk ikke nok at have et sødt ansigt(…). Der er ikke politisk bund i det, Helle siger”. Det er forståeligt, at hendes nye, politiske medsøster, Christine Antorini, falder over Rosenkrantz. Antorini har selv erfaring som invasiv – eller overløber. I 1998-1999 var hun folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti. Andre og mindre rebelske har skiftet politisk ham uden at få skrammer. Det gælder f.eks. den tidligere partiejer Mimi Jakobsen (CD), og den forhenværende partiformand (hvis Kristendemokraterne i det hele taget kunne kaldes et parti i hendes tid) Bodil Kornbek. Når der tilsyneladende ikke er gået skår af Helle Thorning-Schmidt, er forklaringen, at hun knap har ytret sig i den aktuelle strid. Hun er i det hele taget en politisk debattør, som åbenbart mener, at tale er sølv, men tavshed guld. Interne stridigheder i et parti vækker altid opsigt. Det trak store overskrifter, da de to ministre, Karen Jespersen (invasiv fra S) og Birthe Rønn Hornbech fløj i totterne på hinanden. Det var også guf for medierne, da den veltjente emeritus Uffe Ellemann-Jensen for nylig kritiserede sin efterfølger som Venstres førstemand. Den tidligere burde tie stille. Det var sensationelt, da Venstres udenrigsordfører, den rebelske Søren Pind, efter et indlæg på partiets landsmøde af sin partiformand fik at vide, at han ikke betyder en pind! Statsministeren udtaler sig på en kvalificeret baggrund. Medierne hævder i hvert fald, at statsministeren befinder sig mere i udlandet end herhjemme. Og det kan godt passe, selv om det har stået i aviserne. Navnet på Naser Khaders skiftende sammenrend, hvad enten det er Ny eller Liberal Alliance, er direkte misvisende. Der er og var ikke meget alliance mellem fem politikere, der ikke kunne holde sammen. Fælles havde de stort set kun, at de var invasive, indtil de begyndte at sive fra gruppen – Malou Aamund til Venstre, Poulsen til De Radikale og Gitte Seeberg til en tilværelse som fri fugl på Christiansborg, indtil Verdensnaturfonden slog en klo i hende. For god ordens skyld skal jeg også nævne, at begge ”mit” partis medlemmer af det nordjyske regionsråd er invasive. Politikernes kragehop fra det ene til det andet ståsted er måske et udtryk for, at grænserne mellem partierne udviskes. Det kan også være udtryk for, at danske politikere akkurat som vælgerne har lettere og lettere ved at brokke sig over tingenes tilstand. De mange politiske kamæleoner forvirrer vælgerne. For partierne er det en alvorlig sag. Interne opgør og stridigheder i et parti er yderst skadelige. Jeg ved det, for jeg havde plads ved ringsiden under flere kampe, da ”mit” parti var plaget af personlige opgør. En tilsvarende situation ønsker jeg ikke for noget parti – uanset dets ståsted. Må julefreden sænke sig over det politiske liv – og vare ved mindst til påske. Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL’s bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver fra Limfjordens bred i Boddum i Thy.