Dræbersnegle tidligt på færde

Årets første dræbersnegle er allerede på spil i danske haver. Ny forening vil nu søge midler til mere forskning i sneglens levevis.

ÅRHUS: Alle haveejeres skræk, den iberiske skovsnegl, bedst kendt som dræbersneglen, er allerede nu set krybende omkring i flere villahaver. Set i lyset af den hårde vinter er det usædvanligt tidligt, siger formanden for Dansk Snegleforening, Per Sigh. Det samme siger biolog i Skov- og Naturstyrelsen Inger Weidemar. - Normalt plejer vi først at se de første små snegle i april, så det vi ser nu, er voksne snegle, der har overvintret, men det er bestemt tidligt, at de kommer frem allerede nu, siger hun. De tidlige dræbersnegle behøver dog ikke at være et varsel om, at plagen bliver særlig slem i år. - Men det fortæller os, at problemet bestemt ikke er væk, og derfor kan haveejerne lige så godt forberede sig på at skulle bekæmpe dræbersnegle også i år, siger hun til Ritzau. Fremkomsten af årets første eksemplarer af den frygtede snegl falder sammen med, at den nystartede snegleforening i denne uge holder sin første ordinære generalforsamling. Dansk Snegleforening blev dannet sidste sommer og tæller nu omkring 100 medlemmer. - Vi ser os selv som en patientforening, hvor vores medlemmer er angrebet af "sygdommen" dræbersnegl. Vi ved, at sygdommen er umulig at kurere, men vi har slået os sammen for bl.a. at indsamle penge til forskning i sneglens biologi, siger Per Sigh. Han savner især, at der indsamles systematisk viden om sneglen, der er frygtet, fordi den ofte foretrækker at opholde sig i åbne og fugtige områder som urte- og prydhaver, hvor den spiser de bløde plantedele. Salat, ærter, bønner og jordbær er blandt sneglens favoritter. Den iberiske skovsnegl blev første gang set i Danmark i 1991. Som navnet siger, stammer sneglen fra Spanien og Portugal, der udgør Den Iberiske Halvø. /ritzau/