Skadedyrsbekæmpelse

Dræbersneglene tørret ud

Det bliver en god sommer i mange snegleplagede danske haver. Dræbersneglen har nemlig haft et miserabelt forår. Snegleæg og snegleunger har ikke overlevet de tørre uger i maj, siger seniorforsker ved Danmarks Jordbrugsforskning Lars Monrad Hansen til JyskeVestkysten. - Sneglene er sat meget tilbage, så der er mange steder, hvor jeg tror, at det ikke vil blive et voldsomt problem i år, siger han. Men dræbersneglen er ikke helt slået ud, og i fugtige områder af landet vil de stadig opleves som en plage, fortæller han. Dræbersneglen - eller Iberisk Skovsnegl - stammer fra Spanien og Portugal. Her er klimaet tørt og sneglen ingen plage. Men sneglen har langsomt bredt sig til det fugtige Nordeuropa, hvor den æder løs og formerer sig i mange haver. /ritzau/