Trafikulykker

Dræbt mod lastbil

56-årig menes først at have sat ild til sit eget hus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kort efter en voldsom trafikulykke på Hjardemålvej konstaterede Thisted Politi, at der lå en menneskelig tragedie bag ulykken. Foto: Peter Mørk

THY-HANNÆS:En 56-årig mand stak formentlig først ild til sit eget hus for derefter sidst på formiddagen i går at begå selvmord ved at køre bevidst ind i en lastbil. Det er i hvert fald politiets teori. Thisted Brandvæsen blev tidligt tilkaldt til brand i et træhus i Vester Vandet, hvor et vidne havde set den 56-årige beboer køre fra stedet, og kort efter kom der kraftig røg fra huset. Brandfolkene nåede at redde halvdelen af huset fra flammerne, selv om en stærk blæst gjorde det til en vanskelig opgave. Kort efter måtte endnu et hold reddere af sted til en voldsom trafikulykke på Hjardemålvej - hovedvej 29 - ved Østerild. Her var en personbil stødt frontalt sammen med en lastbil fyldt med slagtesvin, og personbilen var brudt i brand. Redderne fra Falcks hjælpestation var nået hurtigt frem, men kunne ikke stille noget op for at redde føreren af personbilen. Og det viste sig hurtigt, at der var tale om den 56-årige mand, som boede på den brandhærgede adresse i Vester Vandet. Hos Thisted Politi vurderede man, at både brand og ulykke var en bevidst handling, da den dybt chokerede lastbilchauffør fortalte, at han ikke havde kunnet undgå ulykken. Bilisten havde pludselig styret personbilen over i den modsatte vejbane. Ved ulykken væltede forreste del af lastvognstoget, og adskillige af slagtesvinene løb ud på vejen, som var spærret i flere timer. Det var kun nødvendigt at aflive en af grisene, mens resten blev samlet op i en anden lastbil. Efter flere timers oprydningsarbejde kunne hovedvejen åbnes for trafik igen.