Dræbt på forsorgshjem var en erfaren læge

28-årig mand, der angreb flere med kniv på bosted i Sakskøbing, er indlagt på psykiatrisk afdeling.

8. maj 2014 14:19

Den medarbejder, der mistede livet på en institution i Sakskøbing, er en 69-årig læge.

Det oplyser politiet til bt.dk torsdag morgen.

Ved overfaldet på Saxenhøj onsdag eftermiddag angreb en beboer flere personer ud over den erfarne læge.

En 40-årig mand var i livsfare og behandles på Rigshospitalet, mens en 50-årig ligeledes blev stukket ned.

Det var en af bostedets beboere, som udførte angrebet. Manden, der er 28 år, overgav sig uden kamp.

Han fremstilles i et grundlovsforhør torsdag, hvor en anklager vil begære ham varetægtsfængslet.

Det sker dog uden, at den 28-årige selv er til stede. Han er indlagt til psykiatrisk behandling.

På bostedet lever demente, folk med hjerneskader og stofmisbrugere. Generelt er der tale om mennesker med nedsat funktionsevne.

Drabet får fremkaldt flere kommentarer.

For eksempel har lægeforeningens formand Mads Koch Hansen krævet bedre sikkerhed på arbejdspladsen. Han har mindet om, at det ikke er første gang, at ansatte i sundshedssektoren er blevet udsat for meget alvorlig vold eller er blevet slået ihjel.

- Det er en tragedie i hvert enkelt tilfælde, og det bør konkret føre til, at både institutioner og myndigheder sikrer sig, at sikkerheden er i orden.

- Det kan naturligvis ikke være rigtigt, at mennesker skal risikere liv eller velfærd, når de går på arbejde, sagde Mads Koch Hansen onsdag til Ritzau.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...