Dræbt ved knallertulykke

Manglende markering kostede 69-årig livet

Trafikulykker 19. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Et par blomsterbuketter ligger i græsset ved skellet mellem Q8 og Faktas parkeringsplads på Koktvedvej. De vidner om, at her skete der onsdag aften en tragisk ulykke, der kostede en 69-årig mand livet. Mellem de to grunde er der en betydelig niveauforskel. Q8's grund skråner mod syd, og i skellet er der en cementmur Set fra Q8 er muren tydelig, men kommer man fra parkeringspladsen foran Fakta, kan man ikke umiddelbart se, at der er fare på færde. Her følger murens overkant jorden. Ingen markering, ikke noget stakit. Her kom Henning Jensen fra Frederikshavn onsdag aften ved halv elleve-tiden kørende på sin knallert ad Koktvedvej mod øst. Uvist af hvilken grund kørte han ind over parkeringspladsen ved Fakta og fortsatte ud over til Q8. Dér, hvor han kørte ud over cementkanten er der cirka 80 centimeter ned til græsplænen. Han styrtede og slog hovedet i jorden. En ambulance kom til stede, og Henning Jensen blev kørt til Frederikshavn Sygehus. Her blev det konstateret, at han havde komplicerede brud, og der blev gjort klar til at overføre ham til Århus, hvor han skulle opereres. Men det nåede man ikke, inden døden indtraf. Bremer Ovesen fra Frederikshavn politi oplyser, at ganske vist gælder færdselsloven på parkeringspladsen, men da der er tale om to private grunde, kan politiet ikke gå ind med et påbud om at opsætte et stakit eller på anden måde markere adskillelsen. - Der er ingen tvivl om, at det er uhensigtsmæssigt. Men han er kørt fra et privat grundstykke til et andet, siger han. - Og vi er jo ikke vejmyndighed. Byrådsmedlem og formand for Teknisk Udvalg, Jens Hedegaard (CD), betegner det som dybt tragisk og vil hurtigst muligt få teknisk forvaltning til at undersøge, om der kan placeres et ansvar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...