Dræbte fordi han ikke ville fanges

85-årig kvinde blev tilføjet 13 knivlæsioner efter voldtægt, da 17-årig gik amok i blodrus

gerningsstedet var i Sct. Joseph Parken på Kastetvej i Aalborg, hvortil teknikere fra København blev rekvireret for at finde afgørende spor. Foto: Claus Søndberg

gerningsstedet var i Sct. Joseph Parken på Kastetvej i Aalborg, hvortil teknikere fra København blev rekvireret for at finde afgørende spor. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Den 85-årige Gerda Møller skulle dø, fordi John Arpaarti Hans Møller ikke ville fanges af politiet. Sådan lød svaret fra den nu 17-årige mand, da han i gårsdagens retsmøde fik stillet det direkte og kontante spørgsmål af anklageren, politiassessor Lone Lyngsø: - Hvorfor skulle hun dø? Offentligheden fik for første gang i går en detaljeret beskrivelse af det meget voldsomme og blodige drab på den 85-årige folkepensionist Gerda Møller i hendes eget hjem i Aalborg. Hverken politiet i Aalborg eller anklagemyndigheden har tidligere villet oplyse de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet, der blev begået pinselørdag 2007 på Kastetvej 33 i Aalborg. Amok i sand blodrus Efter gårsdagens oplæsning af mandens tidligere tilståelse af voldtægt og drab dels for en dommer på Grønland, hvor den 17-årige blev anholdt, dels for en dommer i Aalborg kombineret med en supplerende afhøring af den tiltalte selv i retsmødet i går, så danner der sig et helt klart billede af en drabsmand, der er gået amok i en sand blodrus. Anklageren dokumenterede således fra obduktionserklæringen, at den ældre kvinde blev tilføjet ikke færre end 13 knivlæsioner - heraf syv i ansigtet. Hun fik bl.a. skåret pulsåren over i højre håndled, ligesom hun blev slået og sparket adskillige gange i hovedet og på selve kroppen. Eksperterne har vurderet dødsårsagen til at være en kombination af nedsugning af blod til luftvejene foruden et stort blodtab, som følge af den overskårne pulsåre. Og det var et gerningssted smurt helt ind i blod, der mødte den ene af Gerda Møllers to sønner, da han fandt sin mor dræbt i lejligheden. Den dengang 15-årige dreng var sammen med to voksne pædagoger og en række andre beboere på den institution i Dybvad, hvor han var anbragt i perioden november 2006 til juni 2007, taget til Aalborg for at deltage i byens karneval. Om morgenen havde han røget hash, og i løbet af dagen havde han drukket to øl foruden en halv flaske rom. Han stak af fra de andre og var i det hele taget ked af livet og deprimeret - især fordi hans forældre var blevet skilt. Han ville ringe hjem til Grønland, og da han ikke havde tilstrækkelig taletid på sin egen mobiltelefon, så ville han finde en telefon ét eller andet sted, som han så ville låne. Og på den måde endte han på Kastetvej i den vestlige del af Aalborg og nærmere bestemt i Gerda Møllers lejlighed i seniorboligkomplekset Sct. Joseph Parken. Overvejede at begå selvmord John Arpaarti Hans Møller overfaldt den forsvarsløse kvinde, der var ved at lave aftensmad, og voldtog hende, og da hun efterfølgende sagde, at hun ville ringe til politiet, gik den unge mand helt amok efter at have hentet en lang og skarp kniv i kvindens køkken. Han havde meget blod på sit tøj og sko, da han flygtede fra stedet. Han forklarede, at han efter drabet var bange og ked af det, da han ringede til personalet i Dybvad og bad om at blive afhentet i Aalborg. Han havde også overvejet at begå selvmord, men det forblev dog kun ved overvejelserne. Ingen havde efterfølgende fattet mistanke - endsige stillet spørgsmål - til hans meget blodplettede tøj.