Dræbte soldater kommer til Danmark i morgen

KØBENHAVN:De to danske soldater, der mistede livet i Afghanistan 4. december, kommer hjem til Danmark i morgen, oplyser Hærens Operative Kommando. Kisterne med Dan Gyde og Jacob Grønnegaard Gade bliver fløjet til Karup Flyvestation, hvor de lander klokken 11. Her vil hæren tage modtage de døde og holde en kort mindehøjtidelighed. De nærmeste pårørende - familie, venner og kolleger vil overvære mindehøjtideligheden. Desuden vil chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, være til stede sammen med chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Kurt Mosgaard. Jacob Grønnegaard Gade begraves fra Glamsbjerg Kirke på Fyn tirsdag 16. december kl. 11, mens Dan Gyde begraves fra Sankt Mortens Kirke i Randers onsdag 17. december kl. 11 og efterfølgende jordfæstes på Nordre Kirkegård. Begge de dræbte har ønsket en militær begravelse. /ritzau/