Klarup

Dragon er klar til gæster

HADSUND:Henning Rose fra BMX-klubben Dragon opfordrer publikum til at besøge klubbens bane på Aalborgvej i den kommende weekend, hvor klubben nemlig er vært for første og anden afdeling af landspokalturneringen. - Der vil blive rig lejlighed til at se, hvad et BMX-løb egentlig er for noget. Vi forventer ca. 200 kørere fra hele landet og der er selvfølgelig gratis adgang, hedder det fra Henning Rose, der den forgange weekend havde kørere af sted til både Klarup og Skanderborg. Lørdag hentede de to brødre-trioer Nichlaes, Frederik og Kristian Jensen og Mathias, Kasper og Ronnie Søndergaard en pokal med hjem fra Klarup, hvor de vandt samlet efter fem førstepladser og en tredjeplads. Søndag var de seks drenge af sted sammen med ni klubkammerater for at deltage i Skanderborg BMXs Kopitz Mindeløb. Dragons førstehold bestående af seks-årige Nichlaes Jensen, 9-årige Mathias Søndergaard, der begge vandt alle deres heat, Niklas Laustsen i drenge 12 år og KB Nielsen i cruiserklassen 40+ vandt Kopitz Mindeløbs vandrepokal. Frederik Jensen i drenge 8 år blev samlet nummer to og der var tredjepladser til Ronnie Søndergård, Kristian Jensen og Kenneth Rose.