Håndbold

Drama da AaB slog Viborg

Det der lignede en let og smertefri affære for AaB's håndbold-herrer endte med et blive en desperat fight for sejren ude mod Viborg HK.

Jonas Larholm får en hårdhændet behandling af Viborg-forsvaret. Til slut var det dog AaB Håndbold, der kom ud på toppen. Foto: Torben Hansen

Jonas Larholm får en hårdhændet behandling af Viborg-forsvaret. Til slut var det dog AaB Håndbold, der kom ud på toppen. Foto: Torben Hansen

I starten af kampen i Viborg formåede AaB at score ni mål på stribe uden modsvar. Det gav AaB en føring på 11-5, og alt åndede fred og ingen fare. Men på en dag, da forsvaret tog sig en gevaldig slappert, lukkede AaB pludselig Viborg ind i matchen, og med seks scoringer på stribe midt i anden halvleg kom Viborg pludselig foran 25-24. Så tog AaB'erne arbejdstøjet på, satte Jannick Green på mål, og sled sig til en snæver etmåls-sejr på 36-35, da Green i sidste minut præsterede en klasseredning, så Viborg ikke endnu en gang fik udlignet. Jan Lennartsson var mest træfsikre AaB-skytte med syv mål, hans svenske fløj-kollega Rasmus Wremer nettede fem gange, hvilket også Mattias Gustafsson og Kristian Kjelling gjorde. Hos Viborg nåede hurtigløberen Stefan Hundstrup op på 10 scoringer i den målrige affære, som underholdsningsmæssigt var helt i top, håndboldmæssigt på et jævnt niveau.