Drama hos landbokvinder

Efter 18 år som leder af familielandbrugets kvinder føler Rut Jørgensen sig presset ud.

Egon Kjøller
STADIG RYSTET er Rut Jørgensen stoppet efter mere end 18 år som formand for familielandbrugets kvinde. Men kampen for de sunde og friske fødevarer vil hun føre videre, fastslår hun. Arkivfoto: Grete Dahl
EMNER 1. oktober 2008 20:23

Gennem 18 år har Rut Jørgensen stået i spidsen for kvinderne i familielandbruget. Nu går hun hjemme på gården i Als ved Hadsund og forsøger at finde nyt fodfæste. Hun har nedlagt sit mandat efter intern strid og med dramatisk effekt. På årsmødet i Familielandbrugssektionen i Dansk Landbrug tirsdag meddelte hun uden varsel sin afgang direkte fra talerstolen og forlod mødet med denne replik: Det var min sidste beretning. De tre personer på min venstre side (Ib W. Jensen, formand, Sven-Aage Steenholdt, næstformand og Heidi Alsing, vicedirektør i Dansk Landbrug, red.) har bedt mig om at forlade min post efter 18 et halvt år. Jeg pakker nu mine ting og kommer ikke mere i dag! Ifølge landbrugsavisens netudgave kom forløbet fuldkommen bag på forsamlingen. Men beslutningen var taget allerede i august, fortæller Rut Jørgensen til NORDJYSKE. Da var hun indkaldt til samtale med de tre ledere. Budskabet var ubehageligt, og det kom, ifølge Rut Jørgensen, som lyn fra en klar himmel. - Jeg ved stadig ikke, hvad jeg har gjort forkert, men de gav udtryk for, at jeg havde siddet i mange år, og at det var tid til fornyelse. I samme øjeblik som ordene var kommet ud af deres mund, traf jeg min beslutning, fortæller hun. Som ny formand er valgt Inger Skamriis Andreasen, Vennebjerg ved Hjørring, som er formand i familieudvalget i Vendsyssel. Der var lagt op til kampvalg, men da Rut Jørgensen forlod mødet, skete valget uden modkandidat. Ib W. Jensen, formand for Familielandbrugssektionen, redegjorde på mødet kortfattet for et konfliktfuldt forløb omkring Familieudvalget, hvor formandskabet har haft Rut Jørgensens afgang som én af flere muligheder. Ifølge Ib Jensen har både repræsentantskab og forretningsudvalg i Familieudvalget været delt i to uforsonligt uenige fløje. I en pressemeddelelse fra Dansk Landbrug hedder det, at formandsskiftet sker på baggrund af et ønske om større synlighed og bredere samarbejde med andre grupper i landbruget. Brænder stadig Rut Jørgensen mener ikke selv, hun har været usynlig. - Jeg har gjort opmærksom på os og vort arbejde, hver gang der har været en anledning til det. Man kan jo altid ønske mere, men jeg har gjort, hvad jeg synes, jeg kunne, siger hun og mener, at strømmen af mails og telefonopkald efter mødet bekræfter, at mange har været tilfredse. Og engagementet holder ikke op. - Jeg brænder for det her arbejde. Nu må jeg finde andre måder at gøre gavn på, siger hun. Hun har i sit virke haft focus på landbokvindernes dobbeltrolle som producent og forbruger. Fødevarer af høj kvalitet og med mærkning har været et fast krav, og udbredelsen af kendskabet til de gode fødevarer - gerne sæsonens danske - har været en stadig bestræbelse. Og hun har søgt at omsætte gamle husmoderdyder til ny respekt for ressourcer: At begrænse det store udsmid af fødevarer, 63 kg årligt pr. dansker. Formandsposten har også sikret mulighed for internationalt virke. Rut Jørgensen har blandt andet været en af de to danske repræsentanter i sammenslutningen af alverdens landbokvinder, ACWW. En ide fra dette arbejde, at lære landbokvinder i Afrika at dyrke urtehave, vil hun gerne arbejde videre med - i hvilket regi, det nu end kan komme til at foregå. Den ny formand Den ny formand, Inger Skamriis, 53 år, er uddannet økonoma og diætist, og hun driver med sin mand et mindre landbrug med kødkvæg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...