Frederikshavn

Drama i lokalt topslag

Hjallerup IF slog FfI 21-20 i hårdt og flot spillet lokalopgør

Thomas Rømer, FfI-træner, ærgrede sig over, at hans mandskab fik sæsonens første nederlag i top- og lokalslaget mod Hjallerup IF efter en tæt og spændende afslutning.
Thomas Rømer, FfI-træner, ærgrede sig over, at hans mandskab fik sæsonens første nederlag i top- og lokalslaget mod Hjallerup IF efter en tæt og spændende afslutning. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Der blev budt på topbrag i mændenes 2. division i håndbold, da FfI og Hjallerup IF tørnede sammen i Idrætshallen i Frederikshavn, og de 250 tilskuere fik en seværdig dyst med både flot og hårdt spil, der kulminerede med tredje advarsel og dermed rødt kort til gæsternes Michael Bisgård midt i anden halvleg.

Gæsterne fra Hjallerup indledte bedst og fik hurtigt løst FfI's offensive forsvar.

Anført af kampens bedste spiller, Jonas Aaen, styrede gæsterne løjerne og tempoet igennem hele første halvleg, og ganske passende kunne Hjallerup gå til pause med en 11-7 føring.

Straks efter pausen blev det også 12-7 til gæsterne, men en endnu mere offensiv satsning hos FfI med et halvbanepres bragte hjemmeholdet tættere på, og i kampens sidste sekund havde frederikshavnerne endda chancen for at udligne, men Hjallerup løb med begge point.

- Det var bare ikke vores dag, eller nogen vil måske sige, at de kloge narrede de mindre kloge, sagde FfI-træner Thomas Rømer ovenpå lokalslaget.

- Hjallerup fik trukket tempoet fuldstændig ud af kampen og spillede med meget lange angreb, og samtidig ramte vi ikke vores niveau.

- Alligevel var vi tæt på at hente et fortjent point.

Hjallerup fysisk stærke

I Hjallerup-lejren glædede træner Jakob Voldby sig over sejren, og at hans mandskab stod fysisk stærkt.

- Vi vandt på fysikken og rutinen, og samtidig var vi gode til at løse frederikshavnernes offensive forsvar.

- Der var tale om et flot topgør, og FfI har bragt en spændende spillestil med hurtigt spil ind i 2. division. I mine øjne ligner de klart et tophold i denne sæson, lød vurderingen fra Hjallerups træner.

- Selv glæder vi os over at have seks point efter tre kampe, hvilket giver den bedste sæsonstart nogensinde for Hjalllerup IF i 2. division, men målet for sæsonen er i første omgang at nå 20 point, så vi er fri af nedrykning, pointerer Jakob Voldby.

For FfI blev Sebastian Andersen topscorer med 5 mål. Derefter fulgte Casper Holmen 4, Mads B. Thomsen 4, Christian Lykke 3, Anders Nielsen 2 og Niels Sørensen 2.

Hos Hjallerup IF var topscorerne Martin Brødbæk 6 (5), Jonas Aaen 3, Alexander Aaen 3, Emil Madsen 3 og Casper Thomsen 3.

Gå til relaterede emner

Forsiden