Drama i teatergarderoben

HJØRRING:Når Hjørring Teater på fredag lader tæppet gå op for komedien "Hjælp, vi er på", kommer publikum et smut bag scenetæppet og kigger med i kulissen. Stykket, der er skrevet af Gunvor Reynberg og Hans Kragh Jacobsen, foregår nemlig på et lille turnéteater, der rejser land og rige rundt med en lattersucces af de store. Men handlingen udspiller sig dramatisk bag scenen, hvor de medvirkende, uanset hvordan de har det med hinanden, bare skal være veloplagte på scenen i den latterfarce, de rejser rundt med. Publikum får på sin vis to forestillinger til én pris. Man ser både løjerne på scenen, når teatertruppen opfører deres forestilling. Megen grin på scenen ændres imidlertid til drama i garderoben, når de fire meget forskellige skuespillere skal få en hverdag og et arbejdsliv til at hænge sammen på turneen. Vi møder Krukken, Alkoholikeren, Vatpikken og Man-eateren for fuld udblæsning. "Skuespillerne" spilles af Pia Rosenbaum, Jeanne Boel, René Richardt og John Batz samt Morten Staack. Det er en kvartet garvede talenter, kendt fra fra mange revy - og showsammenhænge: blandt andet Græsted Revyen, The Loyal Shakespeare Company og julekalenderen (Jeanne Boel var frk. Brahe i "Alle tiders Jul". Kapelmester er Henrik Schrøder, der assisteres af de to musikere Flemming Bosse og Tom Christiansen. Stykket er instrueret af Lisbet Dahl.