Drama i topløbet

Revanche til Frøkjærs Jeans

Aalborg 9. september 2002 08:00

AALBORG: Frøkjær Jeans med Jens Simoni fik sin fortjente revanche i Gøl Pølser-Aalborgs Store Pris. Da starten gik var det overraskende Fantom Trøjborg/Knud Mønster, der tog spidsen, mens Ferrari Hoff/Birger Jørgensen valgte at placere sig i ryggen på Fantom Trøjborg. I første sving galopperede First Wee/Steen Halberg, og så var den ude af spillet. Fighting Molar med Flemming Jensen gik herefter op udvendigt for Fantom Trøjborg, og snart efter var det en forsigtigt taget Frøkjær Jeans/Jens Simoni, der fik ønskeryggen på Fighting Molar. Ind i opløbet var det kun Fighting Molar, der kunne følge Frøkjær Jeans, men de sidste 100 meter var det en veloplagt Frøkjær Jeans, der løb til en sikker sejr i 16 blank for de 2100 meter. Efter løbet kiggede dommerne nærmere på løbets afvikling og det fremgik af løbsfilmen, at Flemming Jensen med Fighting Molar havde lavet grov trængning over for First Wee. Flemming Jensen mente, han var forbi, men dommerne henholdt sig til løbsfilmen samt afhøringen af Steen Halberg, og det bevirkede at Fighting Molar blev dikvalificeret fra andenpladsen, der nu tilfaldt Ferrari Hoff. Flemming Jensnen, der ellers har gjort et strålende come back, fik tre dages udelukkelse for episoden Ny banerekord 6-årige Dragon Flamingo gav publikum smæk for skillingerne i løbet om Magasins Banerekord forsøg. Banerekorden var inden løbet på 13,3 sat af Legendary Lover K, og det var tiden, der skulle slås. Og det blev den - eftertrykkeligt, da Dragon Flamingo forbedrede rekorden med et halvt sekund til 12,7. En hel fantastisk tid, hvor mellemtiden på 13,5 ved kilometeren nok kunne antyde en ny rekord, men alligevel overraskende, at rekorden blev forbedret så meget, så uhyggelig hurtigt gik de sidste 600 meter. Medvirkende til at skaffe den nye rekord var Bent Svendsen og Big Casting, idet parret gav reelt tryk de første 300 meter i kamp om føringen, og så var adrenalinen helt i top ved kuske og heste. Da det så ud til at Dragon Flamingo skulle have en slapper efter kilometeren, kom Flemming Jensen med Final Legend og trykkede på, men ind i opløbet var der ingen tvivl om sejren til Dragon Flamingo. Et forrygende flot løb på et toptrimmet banelegeme og en glad ejer Per Nielsen, der oven i præmien på 25.000 kroner fik 10.000 kr. ekstra for den nye rekord. Efterspil Efterspillet på løbet var at Bent Svendsen med Big Casting fik tre dages udelukkelse for at have trængt Thor Søndergård, der fik galop. I Cowboylands Consolationsløb var der også rekordtider. Frk. Thamsen/Kent Friborg lagde ud i forrygende 8,2 de første 500 meter og 13,6 for kilometeren. Duoen holdt føringen til opløbssvinget, så var de fleste af kræfterne opbrugt. Istedet kom der en sværm af heste bag fra, og bedst af alle var Fonzi Rosendal med Knud Mønster, der gik umodståelig frem og sejrede sikkert foran Flik Flak/John Friis og First King/Birger Jørgensen. Fellini Molar havde det svært fra startspor otte og måtte nøjes med en fjerdeplads, mens sidste præmie gik til en tapre Frk Thamsen. Dobbeltsejr til Juel Jeppe Juel har sine heste i topform, og det resulterede i dobbeltsejr til den dygtige kusk. Først var det i løbet om Aalborg Kommunes Ærespræmie, hvor favoritten Diable Toft/Knud Mønster hurtigt fik kæmpet sit 40 meters tillæg ind og lå til sejr, men Jeppe Juel bag Fem I Tolf, der havde ligget og lunet sig nede i feltet, viste overraskende stor styrke ind i opløbet og gik til sikker sejr. Anden sejr kom med Fan Of Rush, der da startbilen slap feltet susede i front, og selv om Tagamint/Seppo Kukkonen forsøgte sig undervejs, kunne Jeppe Juel let afvise angrebet. Fan Of Rush løb i ny rekord på 16,3 og ret bemærkelsesværdigt satte de fem præmietagere alle ny rekord. Birger Jørgensen scorede hattrick. Først var det Django T, der som forventet sejrede, og ingen tvivl om, at der venter flere sejre i de kommende starter. Anden sejr kom med Greatful Kiss, der trods 20 meters tillæg allerede var i front efter 500 meter. Løbet blev i første sving rodet med flere sammenkørsler og deraf galopperende heste, så på den baggrund blev det en nem sejr foran E-Mail Louis/Kent Friborg. Tredie sejr kom med Difenbaker D K ,der i Cowis Ærespræmieløb sikkert sejrede, mens Flemming Jensen snuppede andenpladsen med Åsums Freja. Stor omsætning Et seværdigt løb blev publikum vidne til løbet om Real Pizzas Ærespræmie, hvor Felicia B/Birger Jørgensen og Tews Falls/John Ø. Jensen kørte i et tospand næsten 1600 meter, men ind i opløbet måtte Felicia B slippe taget, og Tews Falls kunne gå frem til sikker sejr. Et flot vejr, toptravløb, dramatik og en ny banerekord gav de mange publikummer, som var mødt frem, en dejlig eftermiddag, og det var en yderst tilfreds direktør Jørgen Mortensen, der kunne tørre sveden af panden efter en hektisk og vellykket dag med en omsætning på en million og 435.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...