Drama: Næseblod efter fald med knallert

Anmeldelsen lød på knivstikkeri, men det var nu knap så dramatisk, da politiet rykkede til Nørresundby mandag eftermiddag

Foto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

NØRRESUNDBY:Det begyndte som et vældigt drama med politiets salatfad, flere patruljevogne og en indsatsleder susende mod Lindholm Station. Her var en mand ved 16.30-tiden, ifølge en anmeldelse, blevet stukket med en kniv i ansigtet.

Da Nordjyllands Politi nåede frem, kunne de konstatere, at der ganske rigtigt var en mand, som blødte fra ansigtet. Lindholm Station blev afspærret, men den blødende mand viste sig imidlertid ikke at bløde fra næsen på grund af et knivstik, som han selv påstod, men derimod fordi han var faldet med sin knallert.

- Det viste sig, at han på knallert havde jagtet en kvinde og en mand, som var løbet fra ham. Hvordan de tre personers relation er, har vi ikke fundet ud af, men stukket med en kniv var han i hvert fald ikke, fortæller vagtchef Henrik Beck, Nordjyllands Politi.

Spyttede med blodigt spyt

Manden blev fragtet til Aalborg Universitetshospital.

- Her blev han noget uregerlig, så vi måtte sende en ekstra patruljevogn derud, siger Henrik Bech.

Flere politifolk gjorde tilsyneladende ikke noget godt for den faldne jagt-knallertkører, som spyttede to af betjentene i ansigterne med blodigt spyt.

- Han blev scannet, så vi var sikre på, at faldet ikke havde forårsaget andet end næseblod. Nu er han taget med på politistationen, og han sigtes for at have spyttet på to tjenestemænd i funktion, tilføjer vagtchefen.

De to personer, manden var på jagt efter, har ikke ønsket at indgive anmeldelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.