Drama på veteranbanens nissetur

Julemanden måtte vente i Handest, fordi toget tørnede ind i personbil ved Fjelsted

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mens der sta­dig var ju­le­fred og nis­se­hyg­ge i to­get, før sam­men­stø­det på hjem­tu­ren til Ma­ria­ger.

HANDEST/MARIAGER:Julefreden blev brat og med et brag afbrudt, da Mariager-Handest Veteranjernbane var på juletur i går. Nær Fjelsted tørnede toget ind i en personbil. Ingen mennesker kom til skade, men bilen er smadret til ubrugelighed. Bagefter orienterede lokofører Ole Juhl og togfører S.B. Laursen de rystede passagerer grundigt. Veteranbanen havde i går to særlige juleafgange fra Mariager via Handest til Fårup og retur. Uheldet skete på vejen hjem til Mariager på første tur. Derfor blev anden afgang kl. 13 forsinket med over en halv time, og det betød, at selveste julemanden måtte vente. Han blev nemlig samlet op i Handest og bragt til Mariager for at deltage i julehygge på Saltcentret- et arrangement, som Saltcentrets Venner stod bag. Sneen manglede til at give julestemning i går. Men nattens frost og søndagens kølige grader smagte alligevel lidt af julemåned og bidrog vinterligt til den stemningsfulde togtur. Normalt når højtidens særlige nissetog kun til True, men jernbaneforeningens samarbejde med landsbyrådet i Handest gav anledning til udvidelse. I den gamle station i Handest serverede landsbyfolkene gløgg og æbleskiver, ligesom nogle af sæsonens handelsfolk tog opstilling med nisseting og julepynt. For knap to år siden overtog veteranbanen den gamle station i Handest. Niels Andersen, medlem af banens bestyrelse, bor til leje i stationens tjenestebolig, og han havde styr på gårsdagens togtider. Niels Andersen trykkede på knappen, så bommene en sjælden gang gik ned over Randersvej og bød bilister at vige til fordel for det gamle diesellokomotiv fra 1930’erne. Så her skete ingen dramatiske sammenstød. Passagerer og publikum måtte kigge langt efter dampen. I går kørte banen nemlig med motorvogne. Alligevel er veteranbanen altid god for minder fra en svunden jernbanetid. De to lokomotiver i 70-års-alderen har kørt på henholdsvis Skagens Banen og privatbanen Thisted-Frederikshavn, mens passagervognen stammer fra Thisted-Fjerritslev Banen.