Orlovsordninger

Dramaet er afblæst

Med gennembruddet på timelønsområdet er vejen banet for en fredelig afslutning på årets overenskomstforhandlinger. Det vurderer to af landets førende arbejdsmarkedsforskere.

Efter fredagens forlig mellem SiD og arbejdsgiverne i HTS, er spørgsmålet om den centrale barselsfond, nu den eneste tilbageværende knast. Og den skal løses af forligsmand Asbjørn Jensen sammen med LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). - Dramaet ser ud til at være aflyst. Med forliget på transportområdet er overenskomstforhandlingerne for alvor tilbage på sporet. Nu kan kopimaskinerne gå i gang på de øvrige områder. Det er reelt kun arbejdsgivernes modstand mod en central barselsfond, der kan spænde ben for et samlet mæglingsforslag, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet. Samme vurdering kommer fra arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jesper Due. Han forventer af hovedparten af de resterende overenskomster vil være i hus i løbet af næste uge. - Det var vigtigt med et gennembrud på timelønsområdet. Nu er der åbnet for en hurtig afslutning af de øvrige forhandlinger, der i store træk vil komme til at følge, det resultat der nu foreligger. Elementerne kan måske variere lidt, men niveauet er lagt, og den økonomiske ramme vil der næppe blive pillet ved, siger Jesper Due til Ritzau. Den sidste store brik, der mangler, for at forligsmand Asbjørn Jensen kan samle det store puslespil og fremsætte et samlet mæglingsforslag, er løsningen på spørgsmålet om en central barselsfond. Og det er primært et arbejdsgiverproblem, mener arbejdsmarkedsforskerne. - Jeg tror det vil blive svært at få accept til et mæglingsforslag eller at få et mæglingsforslag stemt igennem, hvis der ikke er en løsning på barselsdelen. Men hvordan det skal gøres rent teknisk, er op til arbejdsgiverne at finde ud af. Som jeg ser det, er der to muligheder. Enten et barselsarrangement, der omfatter alle arbejdsgiverne, eller en model for de områder, der ikke har en barselsfond, siger Jesper Due. Dansk Industri (DI), der har haft deres egen barselsfond siden 1997, har klart tilkendegivet, at de ikke vil være med i en central barselsfond. Derfor er det mest sandsynlige en barselsudligning mellem arbejdsgiverne på de øvrige områder, henholdsvis byggeriet, transport, butik og kontor, vurderer Flemming Ibsen. - Umiddelbart tror jeg mest på løsningen med to barselsfonde, der kan leve uafhængigt af hinanden, og så kan det da godt være, at Dansk Industri og de øvrige arbejdsgivere på lidt længere sigt kan blive enige om en fælles fond eller udligning. Men jeg tror ikke, at industrien kommer med i denne omgang, siger Flemming Ibsen. Hverken forligsmand Asbjørn Jensen eller DA vil sige noget om perspektiverne for en barselsfond. /ritzau/