Dramatik for alle pengene på Nols Stadion

GVL scorer det udlignende mål i kampenes sidste sekunder.
Fodbold 26. september 2007 06:00

SALTUM: Saltum spillede uafgjort 3-3 i hjemmekampen på Nols Srtadion i serie 2 mod GVL Løkken. Der var spænding og dramatik lige fra start i lokalopgøret mellem de to midterhold. I starten så de to hold hinanden lidt an, men i det 13. minut begyndte dramatikken at indfinde sig. En GVL angriber var ved at slippe alene igennem hjemmeholdets forsvar, men Keld Mark Jensen rev ham i trøjen og måtte indkassere et rødt kort. På det efterfølgende straffespark scorede GVL til 1-0. Allerede fem minutter senere er SIF tæt på at udligne efter en frisparksbold fra Henrik Skovgård som Søren Jonstrup i helt fri position netop ikke rammer. Minuttet efter er en GVL angriber helt alene igennem, men efter at have snydt målmand Ole P. Rasmussen, skyder han i sidenettet. I det 24. minut falder udligningen til 1-1 efter banens bedste spiller Brian Larsen, driver bolden opad banen og slutter med at spille Daniel Mathisen fri til scoring. I et af utallige GVL angreb pådrager målmand Ole P. Rasmussen sig en skade, men er nødt til at fortsætte, da holdets målmandsreserve Peter Mortensen ikke var til rådighed. Udeholdet slutter 1. halvleg bedst af, men hjemmeholdet vil også være med, da Brian Larsen igen tager et raid opad banen, men denne gang løber chancen ud i sandet og holdene må gå til pause med stillingen 1-1. Det var GVL der kom bedst ud til 2 halvleg og flere gange dansede bolden på målstregen hos hjemmeholdet, og det var tydeligt at Ole P Rasmussen stadig var præget af sin skade. Efter ni minutters spil tog Daniel Mathiesen en solotur og afsluttede med at score til 2-1. Otte minutter senere kommer udeholdet tilbage i kampen, da et godt indlæg bliver headet ind til 2-2 ¿ et mål som Ole P. Rasmussen under normale forhold ville have reddet. I det 22. minut har SIF igen bolden i mål, men dommeren dømmer frispark til GVL"s målmand. I det 37. minut tror træner Tonny W. Christensen, at han afgør kampen ved at score til 3-2 på et godt hovedstød. Men i dommerens overtid kulminerer dramatikken, idet Søren Jonstrup uforvaret kommer til at sparke en bold direkte tilbage til målmanden. Dommeren takserer hændelsen til at være forsætlig og dermed frispark til GVL seks meter uden for målstregen. Efter megen uro og advarsel til hjemmeholdet udligner GVL til 3-3, og SIF når ikke engang at give bolden op før dommeren fløjter kampen af.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...