Dramatisk hyldest

"Giselle"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En seværdig og velafstemt balletenhed af højeste karat.

Den Kongelige Ballet kan noget ikke ret mange andre balletkorps kan. De kan både danse og agere en historie med indlevelse og fortælleevne, så historien får værdi på et dramatisk niveau udover det rent ballettrinmæssige. Med denne nyopsætning af balletklassikeren, Giselle, fra 1841 giver balletmester Nikolaj Hübbe og Sorella Englund en hyldest til kvinderne i korpset. Det er dem, det her handler om, hvor danske dansetraditioner ofte har fokus på mandsdans. Og hvilken hyldest. Det er som om alting spiller sammen i denne opsætning. Alle bærer. Alle virkemidler er i brug. Alting lykkes. Giselle - bondepigen med det lyse sind og smittende glæde - forelsker sig i Albrecht, der viser sig som en svindler, som allerede er forlovet med Bathilde. Da Giselle opdager dette, bliver hun vanvittig og dør. Som jomfru er hun dømt til at genopstå som wili i skoven ved nattetide og sammen med de andre hævntørstige wilier (døde jomfruer) danse mænd til døde. Det sker for Hilarion - skovfogeden, der virkelig elskede Giselle af et sandt hjerte. Albrecht reddes derimod af det gryende morgenlys, som fortrænger wiliernes magt. Giselle tilgiver Albrecht og får fred i sin grav. Desmond Heeleys genresikre scenografi og kostumer er ganske uden sidestykke og overgår langt, hvad vi ellers ser i Aalborghallen - selv La Scala kan ikke følge med her. Vi er ikke i en teatersal; vi er i en gyldenbrun skov i Rhinlandet. Det ligner løv, grene, træer, sten og ikke teater. Med en detaljerigdom af stoflighed og farvespil understøttes handlingen og figurtegningerne effektivt. Alle, også korpset, er tilføjet noget særligt og personligt. Eksempelvis stikker Giselles blå skørt effektivt ud i alt det gyldne. Det er symbolsk blåt som den blå baggrund af bjergtinder og uendeligt himmelrum. I titelrollen ses en uforlignelig Gudrun Bojesen som den fuldendte, underskønne ballerina. Med et ansigt, personlighed og teknik der strækker ud i alle Giselles kroge, bærer hun forestillingen. Som en debuterende Albrecht gør Marcin Kupisky en lovende indsats, og potentiale til at udvikle figurtegningen gennem forestillingen. Alle roller er godt besat og vidner om, at der i korpset gemmer sig utallige kompetente dansere; eksempelvis er bonde-pas-de-deux-en i første akt med Lena-Maria Gruber, Charles Andersen en lille perle i charme og præcision. Der er i det hele taget mange dansere, der stikker positivt ud med stor personlighed. Omvendt er det også svagheden. Skulle man ønske mere, var det større præcision i geledderne efter russisk forbillede. Forestillingens svageste punkter er så afgørende de store tuttisteder. I sig selv kan musikken synes som en gammel støvet sag, med nogle enkelte highlights imellem. Ikke desto mindre giver den et meget præcist indspark i helhedsoplevelsen. Aalborg Symfoniorkester - Det Kongelige Teaters faste ensemble i provinsen - er under håndfast direktion af dirigentinden Alice Farnham. Der er vilje og vej til at holde tonen og time musikken efter, hvor højt danserne springer - især i soloerne - og heldigvis sker det med en nerve og energi, som er en gevinst i stedet for et musikalsk tab. Stemningsfuldt forvandlede orkestret musikalske soli fra f. eks. fløjte og bratsch til medspillende kommentarer i det fortræffelige samspil. Det er denne helhed af små solistiske indspark i både koreografi, musik og kostumer, der får Giselle til at fremtræde i en meget seværdig og velafstemt helhed i højeste karat. Anne Mette Busch kultur@nordjyske.dk Den Kongelige Ballet: "Gisselle" Aalborg Kongres- & Kultur Center, tirsdag aften