Dramatiske Knudsgade

Beboerne på Knudsgade tackler skud og voldtægt forskelligt - folk snakker stadig om det, men for de fleste har det ikke givet utryghed

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anna Marie Chri­sten­sen tæn­ker al­drig over hver­ken skud mod na­bo­ens hus el­ler vold­tæg­ten. Foto: Ben­te Po­der

På Knudsgade kommer man både forbi en købmand og en børnehave med muntre unger, der leger i sneen. Der er også både almindelige parcelhuse, rækkehuse og boligblokke. Men så er der noget, man ikke umiddelbart ser. På Knudsgade er noget af den alvorligste kriminalitet i Brønderslev sket inden for de sidste par måneder. Men om beboerne tænker over det, afhænger af, hvor på gaden de bor. Den 29. november var der skud mod et af husene på Knudsgade. Ingen kom noget til, men gerningsmanden blev aldrig fundet. Og torsdagen før jul blev en 86-årig kvinde voldtaget af en 35-årig beruset mand. Især sidste episode skabte utryghed blandt de ældre naboer til den 86-årige kvinde. Stadig et samtaleemne Voldtægten er stadig noget, der går naboerne på. Hos Spar-købmanden er det et emne, der endnu i ny og næ er oppe at vende blandt kunderne. - Der blev selvfølgelig snakket meget om voldtægten lige da det var sket, og siden er det blevet lidt roligt igen, men folk snakker stadig om det, siger Anja Sørensen, som til daglig ekspederer kunderne i butikken. Hun har bemærket, at det for det meste er de unge i kvarteret, der taler om skuddene, som endnu ikke helt er glemt, mens det mere er de ældre, der taler om voldtægten. Ingen panik Men går man ned i den anden ende af Knudsgade, ser billedet lidt anderledes ud. Her er begge episoder nærmest glemt. - Det har ikke påvirket os, er pensionistparret Grethe og Helmer Knudsen enige om. De bor overfor huset, der blev beskudt. Grethe hørte intet, mens Helmer svagt registrerede nogle brag den nat. - De skærmydsler, der har været her, har ikke berørt os, og vi synes, at det er et dejligt sted at bo, siger Helmer Knudsen. Parret har boet på gaden i ti år og er ikke specielt skræmte. Også deres genbo Anna Marie Christensen tager det roligt. Hendes dagplejebørn leger i haven, mens hun hen over hækken forklarer, at de altid har kommet godt ud af det med deres nabo, der nu har skudhuller gennem vinduerne. Det var dog ikke heller naboen, der var målet for kuglerne, men derimod hans søn, som passede huset, da det skete. - Det har ikke påvirket hverdagen overhovedet, siger Anna Marie Christensen.