Vold

Drenge frifundet i mobbesag

To 16-årige skoledrenge slap med skrækken, da de stod anklaget for flere tilfælde af vold

FARSØ/AALBORG:Det var to betuttede skoledrenge, der satte sig på anklagestolen klokken 9 i går morges. Dagen endte dog uden konsekvenser for de to. De to 16-årige drenge anklaget i den såkaldte mobbesag fra Farsø Skole stod i går foran domsmandsretten i Aalborg. Anklagerne lød på fire tilfælde af almindelig vold, et tilfælde af grov vold og en trusselsanklage begået mod en klassekammerat. Grænseland Anklager Peter Rask udtalte efter retssagen, at han var klar over, at man bevægede sig i et grænseområde mellem mobning og vold, men under proceduren var han klar i mælet. - På et tidspunkt går man over grænsen for, hvad man kan kalde mobning, sagde anklageren og remsede herefter de forskellige forhold op, som han mente havde overskredet den grænse. De to drenge stod blandt andet anklaget for at sætte tegnestifter i hånden på deres klassekammerat, optage ham på video, mens han blev revet i halsen. Og for at fremsætte en mundtlig trussel. Den tungeste anklage var dog en episode fra klasseværelset, hvor de to anklagede på skift skulle have lagt en snor fra en hættetrøje om halsen på klassekammeraten og strammet til, så han ikke kunne få luft. Ved samme hændelse fik drengen et 12 centimeter langt brandsår, da snoren blev revet hen langs halsen. Det var denne episode, som gjorde, at drengene også var anklaget efter paragraffen om grov vold. Begge de anklagede erklærede sig ikke-skyldige i alle anklager. Snor om halsen Det meste af retssagen gik på at opklare, hvor alvorligt det gik for sig 10. april, da de to anklagede på skift havde lagt en snor fra en hættetrøje rundt om halsen på mobbeofferet og dermed påført ham et brændemærke. I vidneskranken forklarede et tydeligvis usikkert mobbeoffer med lavmælt stemme, at han ikke kunne få luft, da de to tiltalte strammede snoren om hans hals på skift. - Jeg følte besvær med at få luft, og det gjorde ondt, forklarede han. Offerets udtalelse stemte dog ikke overens med tiltaltes og vidnernes forklaringer. Det var kun den ene af de to anklagede, der havde valgt at udtale sig i sagen i dag. Ifølge hans udsagn var mobberierne knapt så voldsomme, som anklagerne lød. Blandt andet fastholdt han, at snoren ikke var holdt så stramt om halsen, at der blev lukket for offerets luftveje. Han erkendte dog, at have forårsaget det store brændmærke på klassekammeratens hals. - Det var ikke min mening at gøre ham ondt. Det var også derfor, jeg sagde undskyld bagefter, udtalte den anklagede teenager. Ingen af de fire vidner mente at have set de tiltalte stramme snoren om offerets hals. Nogle havde dog ændret deres forklaring i forhold til den, de oprindeligt havde givet politiet. Offeret i denne sag har været udsat for mobning i omkring to år. Det stod klart for de fleste. Mobning er dog ikke strafbart, og derfor blev det ikke til nogen straf for de to tiltalte ved retten i går. Domsmandsretten frikendte dem på alle punkter. Drilleri forventeligt Dommerne udtalte: I anklagerne om almindelig vold gik drillerierne ikke udover, hvad man kan forvente af elever i 8.-9. klasse. Alle var enige i, at truslen, der var blevet fremsat mod offeret, ikke var strafbar. I anklagen om grov vold viste ingen lægeerklæring tegn på indre skade i halsen på offeret, og derfor var der ikke tegn på kvælning. Desuden vurderede dommerne, at brændemærket på halsen ikke var opstået som følge af en forsætlig handling, men som en del af en leg, der gik over stregen. Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om den vil anke frifindelsen til højere retsinstans.