EMNER

Drenge har formentlig sat ild til shelter

AALBORG:Det er formentlig drengestreger, der ligger til grund for en påsat brand i et shelter på Lindholmsvej 61 i Nørresundby. Beredskabscenter Aalborg modtog meldingen om ildebranden ved 10-tiden i går formiddags og sendte udrykningskøretøjer til stedet. Ilden havde godt fat ved ankomsten til det pågældende shelter, der er opstillet i det grønne område ved søen. Shelteret ligger kun ca. 10 meter fra en spejderhytte, og det var selvfølgelig meget vigtigt at forhindre ilden i at ¿springe¿ til hytten. Opgaven lykkedes for brandmandskabet, og dermed kunne man begrænse ildens skader til selve shelteret, der således udbrændte. Opfattelsen hos Beredskabscenter Aalborg er, at der helt bevidst er sat ild til shelteret, og at det formentlig er én eller flere drenge, der står bag ugerningen. - De har måske kedet sig, lyder den ironiske melding fra mandskabet.