EMNER

Drenge kede af kirkehærværk

KLARUP:To drenge, som i sommer lavede hærværk på Klarup Kirkegård, har fået en kraftig advarsel i retten. Drengene er kun 15 og 16 år, men dommeren mente, at deres opførsel var så grov, at det skulle udløse en betinget dom, der indebærer, at de skal rette sig efter socialforvaltningens anvisninger. Desuden skal de betale cirka 7000 kroner i erstatning for skader på gravstederne. Drengene forklarede i retten, at de havde været til fest i nabolaget og var fulde, da de pludselig gik i gang med at vælte gravsten og smadre flasker på kirkegården. I retten gav de udtryk for, at de er meget kede af deres opførsel, som de måtte undskylde med, at de havde været fulde. Da festen var ved at ebbe ud, var de gået videre og var pludselig havnet på kirkegården, hvor den ene af dem til en start havde kastet en tom brændevinsflaske igennem en rude til kirkerummet. Herefter gik de over til at trampe rundt på gravsteder og vælte gravsten. I alt 15 gravsteder blev skændet og måtte rettes op. Begge drenge har accepteret afgørelsen.