Røverier

Drenge røvede bordel og voldtog transvestit

Anklager forlanger dreng på 15 år sendt til Guinea

KØBENAVN:Det vil være uden fortilfælde, hvis Københavns Byret udviser en 15-årig dreng, som - uden et fnug på straffeattesten - er tiltalt for at have voldtaget en kønsskifteopereret mand i forbindelse med røverier mod flere københavnske bordeller i februar. Det pointerede den 15-åriges forsvarer, Elsebeth Rasmussen, onsdag. - Det er skræmmende, at hverken udlændinge- eller anklagemyndigheden har filtre, der kan stoppe et krav om at udvise en 15-årig ustraffet ung mand, der ikke har nogen tilknytning til det land, han er født i, sagde forsvareren. I samme båd som den 15-årige TD befinder sig to unge mænd på henholdsvis 16 og 17. Også de er krævet udvist af anklagemyndigheden for deltagelse i tre røveriforsøg, to røverier foruden voldtægten. Den 16-årige MI har erkendt voldtægten. Og desuden fortalt politiet, at tre af sagens øvrige fem tiltalte tiltvang sig sex med kvinden. Det benægter de dog alle til hobe. Ifølge anklageskriftet voldtog fire af de unge bordelrøvere kvinden på skift, mens en femte så passivt til. Men da kvinden i sidste uge tog plads i vidneskranken, kunne hun kun definitivt identificere tre af dem, mens hun var i tvivl om, hvilken én af de to sidste der havde forgrebet sig på hende. Anklager Maria Cingari påpegede, at selvom retten skulle beslutte sig for at udvise de tre unge, kunne der for de tos vedkommende ikke blive tale om en fysisk hjemsendelse. Den 16-årige er nemlig født i Somalia, mens den 17-årige SA er fra den kurdiske del af Irak, og disse lande er for farlige af udvise folk til. Kun den 15-årige, der er fra Guinea, kan ifølge myndighederne udskibes uden større knaster. Ud over udvisningskravene fremførte anklager Cingari, at de seks tiltalte skulle fængsles imellem halvandet og ¿tæt på fire års fængsel¿. Dommen falder 9. november./ritzau/