Børnepasning

Drengene svingede smedebøfferne

Ambolt og hammer var i brug, da børnehavens ældste drenge lavede deres egne snitteknive

BRØNDERSLEV:Lyden af hammerslag på en ambolt blander sig denne onsdag formiddag med lyden af ivrige børnestemmer og kaglende høns. Rolf Kjelgaard har tændt op i essen på legepladsen ved Børnehaven Kornumgård. Han er sammen med otte af børnehavens ældste drenge i færd med at smede knive. En opgave som både smed og børn går til med stor seriøsitet. De hygger sig med opgaven og med hinandens selskab. Stemningen er afslappe - men en gang imellem popper drengenes utålmodighed op til overfladen. - Skal vi snart i gang med at slibe den, spørger en af drengene. Han var en af de første "kunde" i knivkøen, og har nu et knivblad, der venter på at få kanterne slebet skarpe. Men han må vente. Kammeraterne skal nemlig også have en kniv smedet. Leg for alvor Jernet ligger i essen. Ilden får nyt liv, når et barn kaster sig over pedalen, der sørger for ny iltforsyning til gløderne. Det rødglødende jern får plads på ambolten, hvor smeden med sin hammer langsomt giver stykket form. Når knivklingerne er klar til brug, skal børnene i gang med at lave skæfter i træ, de finder i børnehavens læhegn. - Vi har varmet den meget, og så har vi banket den med den store hammer, forklarer Daniel Kringelbach og Jakob Rikard Pedersen og viser knivene frem. - Og så skal den ind i noget, der klør rigtig meget, tilføjer Jakob med henvisning til den plade rockwool, hvor knivene dækkes ned. Rolf Kjelgaard forklarer, at knivene skal pakkes ind i rockwool, så de kan bage. - Det her er leg for alvor - vi laver rigtige knive. Og de skal gennemgå en smedeproces, der gør, at de kan blive rigtig, rigtig skarpe og gode at snitte med, tilføjer han. - Det er en lang proces - og når vi er færdige, ved børnene, hvordan man laver en rigit kniv, tilføjer smeden. Rolf Kjelgaard er opmærksom på at børn, esse og varmt metal kan være en farlig cocktail. - Men børnene skal mærke, at det er lidt farligt. De skal under ingen omstændigheder komme til skade. Men de skal have fornemmelse af, at det her er for alvor. De skal opdage, hvad jern er for noget. Et er at lave mad over bål - noget andet er at vide hvordan jern opfører sig, når det bliver varmet op. Rytmik og viden Rolf Kjelgaard tilføjer, at arbejdet kræver god motorik. Drengene skal ikke alene føre hammeren - de skal også sørge for, at essens pedal kører rytmisk op og ned. Børnenes tålmodighed sættes på god prøve undervejs. Nogle af drengene vælger at suse en tur på legepladsen, for kort tid efter at komme retur. Andre har taget plads på en træstamme i solen og følger tålmodigt smedearbejdet. - Børn behøver ikke vente i dag - tingene går hurtigt. Ingenting må tage tid. Men de har godt af at prøve, at ting kan tage tid, siger Rolf Kjelgaard, mens han venter på at jernet får den rette temperatur. - Det er svært at vente. Men tingene tager tid. Og i gamle dage tog tingene rigtig lang tid, supplerer Jørgen Bach, leder af børnehaven - og aktiv i knivprojektet. Rollemodeller At Rolf Kjelgaard i år gæstede børnehaven, ligger ikke langt fra børnehavens daglige pædagogik. - Vi gør meget ud af, at de voksne i børnehaven er børnenes rollemodeller. I køkkenet bager nogle boller og steger frikadeller. Andre passer dyr eller luger køkkenhaven. - Vores børn møder de voksne rollemodeller i dagligdagen. De ser de voksne arbejde, og de kan følge arbejdsprocessen. Med Rolf på besøg ser de, at man selv kan lave en kniv. Og at den slags tager tid. Onsdag i næste uge venter der børnehavens ældste piger en på opleveren. Da får de besøg af Bente Toft fra Filtestedet i Hallund, og hun vil sammen med pigerne filte smukke værker i det bløde materiale.