EMNER

Drengene tog pokal hjem

} FODBOLD: Fodboldrengene fra Byrsted Hjeds Idrætsforening har ikke ligget på den lade side i julen. Som sædvanlig deltog de i JBUs store indendørs fodboldstævne i Gigantium. Der blev spillet på kunststof og syvmandsbaner. Klubben havde hold med i miniput, lilleput. drenge a drenge b og junior. Det er sidste gang at stævnet bliver holdt, da der skal lægges fast gulv, men drengene klarede sig som vanligt godt. Det blev til endnu en pokal, idet drengeholdet fik en andenplads og dermed en pokal i B-rækken. Det er den fjerde pokal klubben har hentet i Gigantium. De øvrige hold klarede sig også godt og hentede flere sejre hjem. } H.C. ANDERSEN: Skuespilleren Bjarne G. Jensen kommer tirsdag til Suldrup skole, hvor han holder foredrag om den verdenskendte danske digter, H. C. Andersen og kvinderne i hans liv. Bjarne G. Jensen har i mange år givet rollen som digteren, der blev født for to hundrede år siden. I forbindelse med foredraget synger skuespilleren sange af Andersen og besvarer spørgsmål. Det er Suldrup Borger- og Erhvervsforening, der arrangerer sammen med Trængstrup Foredragsforening samt Sønderup og Suldrup menighedsråd. } UDVIKLING: Rækken af møder om udvikling i landsbyerne, de såkaldte udviklingsværksteder, fortsætter lørdag i Sønderup forsamlingshus. Det er foreningerne i kommunens ni landsbyer, der indbyder til møderne sammen med Landsbyrådet og i efteråret blev holdt tre møder. Søndag er turen kommet til Oplev, hvor udviklingsvækstedet bliver etableret i festlokalet. Emnerne er landbyen i dag, hvad skal der ske i fremtiden, hvordan bliver landsbyen et bedre sted at bo og drøftelser om, hvordan visionerne kan føres ud i livet. To følgende weekender kommer turen til Guldbæk, Sørup, Hjedsbæk og Veggerby.

Forsiden