Ejendomsmæglerbranchen

Drevet af lysten til at handle

Ejendomsmægler Erik Lyngø, også kendt som Mr. Longo, erkender, at karriereræset har haft sin pris

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Hans Christian Jacobsen

AALBORG:Der er slik i skålen, kaffe på kanden - og cigaretter i skabet. Det er formiddag. Mæglerne er ude på arbejde. Der er ro over feltet. Erik Lyngø, manden bag Nybolig Erhverv Lyngø, gør status. Omsider lykkedes det at få ringen sluttet i Gaden - Jomfru Ane Gade - hvor han har solgt samtlige forretninger mindst én gang, på nær Fyrtøjet, i løbet af 25 år. Det er netop sket. Jørgen Steffensen har solgt til udenbys investor. 1. januar er det slut. Han overlader virksomheden til partnerne Steen Royberg og Kim Jacobsen. Der bliver afskedsreception på Old Games Pub 17. januar. Lige nu er invitationerne ved at blive udformet. Manden i centrum er fotograferet sammen med Tyren på Vesterbro. Overskriften bliver ¿I Did it My Way¿. Forretningen er den tredjestørste under Nybolig-paraplyen, og alt tegner til, at tingene skal være større og større. - Det er de unge med på, og hvorfor skal jeg være medbestemmende i beslutninger i det næste par år, som jeg alligevel ikke kommer til at arbejde med på, siger han. Erik Lyngø, snart 63, ville under alle omstændigheder have trukket sig om et par år. Til porto og tobak Nu er det det, og der bliver vel til portoen og tobakken i fremtiden, antager han. Og til balutten med rejser til eksotiske mål for at møde legekammerater, der har overgivet sig til den avancerede form for yatzy og ikke kun det. Der følger drikkevarer med i tilpas mængder og forbud mod, at koner henter. Endnu har Mr. Longo - navnet har fulgt ham siden 1975, da han i forbindelse med en studietur til USA blev kaldt over hotellets højttaleranlæg: Telephone to Mr. Longo - ikke taget stilling til, om han deltager i VM i balut i Singapore i maj. Erik Lyngø, betegnet som byens største ejendomsmægler, har kastet håndklædet i ringen til stor beklagelse for staben på kontoret. Han har altid gerne villet, at alle skulle have det godt. Mens andre i disse tider må gå ud for at få en smøg, gløder cigaretterne stadig på enmandskontoret på femte etage i ejendommen på Ved Stranden. Der er påfaldende mange, der skal indenom for at få et råd. Firdobbelt bypass Lyngø er Lyngø og ikke den, der laver meget om på sig selv. Der blev ganske vist skruet ned for festblusset efter en firdobbelt bypass-operation i 1997. - Dengang var der flere, der var på vej efter bårebuketterne, påstår han med den direkte form for humor, som han er kendt for. 1. januar begynder han på en ny del af sit liv med bedre tid til familien, ikke mindst hustruen Kirsten, som i de forløbne 27 år har været en utrolig loyal støtte såvel i medgang som i modgang, - Med børnebørnene går det op for én, hvor hurtigt ens egne er vokset op. Erik Lyngø er en rigtig Aalborg-dreng og kan ikke have forestillet sig et andet liv end det, der tog sin begyndelse i vestbyen og indtil videre er blevet til en adresse i Hasseris og sommerhus i Blokhus. Skønneste sted Han mindes vestbyen, som det skønneste sted i sin barndom. Der var mange børn i området, og 28 købmænd og bagere har han siden talt det op til, når han har været ude og holde foredrag. Selv om han tilhørte Ryesgades Skoles distrikt, begyndte han i 1. k på Poul Paghs Gades Skole. Der var simpelthen ikke plads på Ryesgade. I løbet af skoletiden blev klassen dog flyttet tilbage, og således forlod han Ryesgade med en realeksamen i 1962. Han kom i lære i tre år hos All Radio over for Hotel Phønix. Det var dengang, ekspedienterne selv slæbte op på tredje sal og satte antenne op. Så stod der værnepligt på dagsordenen. Han blev løjtnant af reserven og senere premierløjtnant. Men handelen trak. Han har altid kunnet li¿ at handle. Nedturen Det er det, der har drevet værket. Han har også prøvet nedturen, og der er betalt dyre lærepenge, da han efter inspiration fra USA oprettede hvidevarecenter og senere cykelforretning i Skalborg 10-15 år for tidligt i forhold til udviklingen i City Syd. Han erkender, at karriereræset har haft sine omkostninger, og at prisen kan være for høj. I hvert fald er der skruet ned for blusset med fest og farver uden vækkeur. Livet har i de senere år været lagt om til fornuftige arbejdstider.