Film

Dreyerpris til Genz

HENRIK RUBEN GENZ benyttede tirsdagen til at sige tak for endnu en pris.

HENRIK RUBEN GENZ benyttede tirsdagen til at sige tak for endnu en pris.

Instruktør Henrik Ruben Genz modtog i går Carl Th. Dreyer prisen 2009. Prisen på 50.000 kr. uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond som anerkendelse for en fremragende kunstnerisk indsats. Dreyerprisen får han kun to dage efter at han søndag kunne vælte sig i Robertpriser for sin spillefilm "Frygtelig lykkelig", der løb med syv af de eftertragtede statuetter. - Hæderen vælter ind over Genz i disse dage. I Dreyer-komiteen er vi glade for, at vi lige har kunnet mase os ind mellem Robert og Bodil. Det er måske lidt uoriginalt, men der er ikke noget at stille op over for så eklatant et gennembrud som "Frygtelig lykkelig", sagde Peter Schepelern, lektor og bestyrelsesmedlem af Carl Th. Dreyers Mindefond i sin motivationstale. Og han fortsatte: - Vi har set gennembruddet komme. Ganske længe faktisk. Det begyndte med filmskolefilmen "Omveje" i 1995. Nok var historien lidt Jim Jarmusch møder Antonioni på københavnske indfaldsveje, men det var fortalt med en formalistisk og humoristisk distance, som er Genz' særlige signatur. Statiske sorthvid billeder, en slags roadfilm, hvor selv Den lille Havfrue virker kold og fremmedgjort. Her er mudder og westernstemning, her er fugleperspektiv og afstand. En vis geometrisk holdning til verden, som et sted, der ses fra oven. Elementer, som dukker op igen i den aktuelle film. - Der kom et lille gennembrud nogle år senere med kortfilmen "Bror, min bror", der blev Oscar-nomineret. Det er der ganske vist forbløffende mange danske novellefilm, der bliver, men denne film er vitterlig et rørende virtuost nummer, hvor Bollywood og Bellahøj går op i en højere enhed med "Borte med blæsten", sagde Peter Schepelern. Genz har lavet en række særprægede dokumentarfilm, og han har sideløbende hermed lavet tv-fiktion med afsnit af "Nikolaj og Julie", "Forsvar", "Krøniken" og "Forbrydelsen". Spillefilmdebuten var børnefilmen "En som Hodder" (2003) efter Bjarne Reuters roman. Spillefilm nr. nummer to var "Kinamand" fra 2005. Og i "Frygtelig lykkelig" har han baseret filmen på en Erling Jepsen-roman, hvor handlingen henlagt til et westernagtigt og finurligt Sønderjylland, hvor selv katten siger Mojn. Tidligere vindere af Dreyer Prisen er Morten Hartz Kaplers, Niels Arden Oplev, Dagur Kári, Max Kestner, Christoffer Boe, Annette K. Olesen & Jesper W. Nielsen, Ole Chr. Madsen & Åke Sandgreen, Lone Scherfig & Per Fly samt Lotte Svendsen & Nicolas Winding Refn.