Drikkeri med nabo endte i slagsmål

37-årig mand brækkede næsen på sin nabo efter skænderi

ØRSØ:Ved retten i Sæby er en 37-årig mand fra Ørsø blevet anklaget for vold mod sin nabo. Den anklagede var meget brødbetynget, og han erkendte sig med det samme skyldig i voldsanklagen. Han havde ikke ønsket at få beskikket en forsvarer i forbindelse med retsmødet, da han "gerne ville have sagen overstået". Episoden, der dannede baggrund for sigtelsen, fandt sted 18. november i år, hvor den 37-årige besøgte sin nabo på Ørsøvej ved Dronninglund. Allerede inden besøget havde han indtaget fem-seks øl. De to naboer gik ud i et fyrrum, hvor de drak et sted mellem otte og tolv øl hver. De var derfor - naturligt nok - noget berusede. I retten kunne den 37-årige ikke huske, hvorfor han kom op at skændes med naboen. Forklaringen havde han dog fået af politiet: På et tidspunkt havde den 37-årige bedt naboens 15-årige steddatter om nogle cigaretter, som hun så havde hentet hos sin mor - naboens samlever. Da steddatteren kom tilbage, så sagde den 37-årige, at hvis steddatteren havde været ti år ældre, så ville hun have fået et kys. Til dette svarede naboen, at pigen allerede var fyldt 15. Derfor var det bare om at komme i gang. Naboen tilbød ifølge den 37-årige sin egen steddatter sex. Den 37-årige blev så sur over udtalelsen fra naboen, som han i retten beskrev som en gammel gris. Den 37-årige plantede derfor et knytnæveslag i ansigtet på naboen. Det resulterede i en brækket næse, et blåt øje og skader på naboens tænder. Som følge af sin handling blev den 37-årige idømt 40 dages betinget fængsel med prøvetid på et år. - Jeg synes, at det er en hård straf. Hvis ikke han havde tilbudt hende sex, så var det aldrig sket, sagde den 37-årige. Han modtog dog rettens dom, der også omfattede en erstatning på godt 12.000 kroner.