Drillende dygtige Daltonbrødre

Dalton

Musik 6. august 2010 23:48

Dalton-trioen med Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen gav en mesterligt opbygget koncert midt i den vanskelige frokosttid, og gav både gamle Dalton-kendinge og overraskelser, hvor eksempelvis Johnny Madsens "Én at blive som" - hans danske oversættelse af "Handle With Care", sad pladask i skabet af både genkendelsesglæde og solid præstation. I skabet hos et lattermildt publikum sad også alle de gemytlige mellemlæg, hvor Dalton’erne skiftedes til at bagtale hinanden med anekdoter fra til publikum fra gamle, øllede Dalton-dage. Scenen var pakket med bundrutinerede musikere, som fulgte sangene med en så tilbagelænet og usvigelig sikkerhed, at Neil Young næppe ville have klaget. Et sjælefuldt orgel løftede helheden, og Madsens faste guitarsvend, den virtuose bluessolist Knud Møller viste formatet og blændede forsamlingen med sine stjerneklare soloeksplosioner, som bare blev bedre og bedre, mens koncerten skred frem. Så ingen hvilede på deres laurbær, og hvor et andet comeback-orkester, Dizzy Mizz Lizzy, aftenen før fremstod som et afviklingsorkester i buldrende tomgang før lukketid, så virkede Dalton, trods mange års professionalisme, til at have bevaret deres hengivenhed og kaldet om at række ud til hvert et hjørne af bøgeskoven. Som da Lars Lilholt under Allan Olsens danske fortolkning af Bob Dylan’s "Girl From the North Country" krængede hjertet ud i en smuk og længselsfuld, countryfraseret violinsolo. Det var næsten synd, at Johnny bagefter næsten provokativt brovtede sig rygerhæs igennem tredje vers. Blot for på drilsk vis at punktere skønhedsøjeblikket. Men det er for dælen også charmen ved Dalton i en nøddeskal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...