Doping

Drøje hug til dopingkontrol

Proceduren ændres efter Dennis Thomsens sag

AALBORG:Både Dansk Vægtløftnings-Forbund (DVF) og AK Jyden langer kraftigt ud efter Anti Doping Danmark i forbindelse med den dopingkontrol, der afslørede Dennis Thomsens kræftsygdom. Kritikken er møntet på omstændighederne omkring prøve nummer to, der i henhold til de internationale dopingbestemmelser skulle foretages, efter at analysen af den første prøve havde vist et ekstremt høj indhold af stoffet HCG. - Meddelelsen om den positive prøve var under al kritik. Uden at være orienteret på forhånd blev Dennis Thomsen testet under træning og modtog en seddel, der koldt og kynisk fortalte, at han enten var dopet eller alvorligt syg, siger formanden for DVF, John Mørch. - Jeg havde selv Dennis Thomsen i telefonen samme aften, hvor han udtrykte stor angst for den sygdom, han sandsynligvis led af, og man behøver næppe at være den store psykolog for at sætte sig ind i, hvad sagen eksempelvis har betydet for hans afgørende prøver på lærerseminariet få dage senere. - Jeg kender Dennis godt nok til at vide, at han ikke var dopet, og på forbundets vegne sårer det mig også at høre om den mistro, som han blev udsat for. John Mørch har foreslået, at meddelelsen i en eventuel lignende sag overgives af en læge, og Anti Doping Danmark har besluttet at følge opfordringen. Historisk sag Lederen af dopingkontrollen, Finn Mikkelsen, betegner i første række Dennis Thomsens sag som en solstrålehistorie. - Det var lykkeligt, at hans sygdom blev opdaget. Man kan sætte spørgsmålstegn ved orienteringen fra vores side, og derfor har vi ændret proceduren, så en læge vil være til stede. Finn Mikkelsen tilføjer, at Dennis Thomsens sag aldrig nåede at blive registreret som et dopingtilfælde, og at Anti Doping Danmark på baggrund af de lægelige undersøgelser har afsluttet sagen. - Vi vidste godt, at HCG kunne være taget af udøveren selv eller stamme fra en sygdom, men vi har aldrig oplevet et tilsvarende tilfælde i Danmark. Jeg erindrer dog sager med stoffet under OL i Seoul i 1988, ligesom det har været udbredt i det østtyske program. Herhjemme kendes stoffet i bodybuilderkredse, der ligger uden for vores regi. Systemet har svigtet AK Jydens formand Kim Lynge Pedersen mener, at både idrætssystemet og det lægelige system har svigtet Dennis Thomsen. - Oplysningsformen fra dopingkontrollens side var skræmmende uacceptabel, og der må være læger med en flov smag i munden. Kræftsvulsten burde være opdaget allerede ved den første skanning, og med den rette håndtering kunne behandlingen være fremskyndet i et par måneder. Kim Lynge Pedersen tilføjer, at AK Jyden har besluttet at handle straks, hvis en lignende situation skulle opstå i klubben. - I så fald foranstalter vi straks en grundig skanning for klubbens regning. Prisen er temmelig høj, men det må være underordnet, når det kan dreje sig om liv eller død.