EMNER

Drøje hug til Mogensen

Peter Mogensen - har fået masser af kritik for sin politiske dagbog. Foto: Maria Fonfara /Polfoto

Peter Mogensen - har fået masser af kritik for sin politiske dagbog. Foto: Maria Fonfara /Polfoto

BUNDKARAKTER:Nul ud af seks stjerner. Det var forventeligt, at det konkurrerende dagblad Berlingske Tidende ville give Politikens politiske kommentator Peter Mogensen bundkarakter for hans nye bog "Dødvande - en politisk dagbog". Også Weekendavisen hørte til de kritiske røster, da de skarpt sarkastisk skrev: "Det er ikke nyt, at store personligheders dagbøger udgives. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard - og fra den politiske verden blandt andre Jens Otto Krag og J.C. Christensen. Så hvorfor ikke også Peter Mogensen?", hvorefter anmelderen beklagede, at det ellers seriøse og kvalitetsbevidste Gyldendal valgte at trykke Mogensens memoirer. Men at bogen også skulle vække så stor forargelse på det Christiansborg, som er dens omdrejningspunkt, var muligvis ikke tilsigtet. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt langer ud efter den politiske kommentator og betegner det som "for groft", at Mogensen i dagbogen skriver, at Messerschmidt er "... en af den slags personer, man er lidt i tvivl om, hvor ville have befundet sig, hvis han levede under krigen...". Selv siger Mogensen til Berlingske Tidende om sin beskrivelse af Messerschmidt: "Jeg mener, jeg har skrevet det med følelse. Jeg har bevidst ikke skrevet, at han var nazist. Men jeg har bevidst sat spørgsmålstegn ved ham, fordi jeg er i tvivl om, hvad der foregår oppe i hans hoved." Ikke kun Messerschmidt får Mogensens pen at føle i den nye bog. Socialdemokraternes tidligere partisekretær bliver beskyldt for at fodre S-spionen Henrik Sass Larsen med hemmelige papirer, ligesom Pia Kjærsgaard ifølge Mogensen ikke er langt fra at kræve, at muslimer skal have syet en "stjerne" på frakken. Peter Mogensen er ikke kun kendt i offentligheden for dårlige anmeldelser. Han er flittig analytiker på skærmen hos TV2 og deltog i spinmagasinet "Mogensen og Kristiansen" på TV2 News, hvor han også udbredte sin viden om det politiske liv. Den økonomiuddannede Mogensen har da også mange år bag Borgens mure bag sig. Efter et par år som analytiker i Girobank blev han først fuldmægtig i finansministeriet, så ministersekretær for daværende finansminister Mogens Lykketoft, og senere fungerede han som rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Efter et par år i det private erhvervsliv hentede Politiken Mogensen til avisen. Dengang understregede Peter Mogensen, der privat bor med sin kone og tre børn i Nordsjælland, at han ikke er medlem af noget politisk parti og ikke ville lade sine egne personlige meninger påvirke avisens journalistik. - Vi har jo alle private holdninger. Men jeg er fuldt klar over, at holdninger først og fremmeste kommer til udtryk i avisens ledere, mens journalistikken skal være båret af fairness og objektivitet, sagde han dengang til Politiken.