Fodboldlandsholdet

Drømmedahls mål rakte ikke

Danmark førte længe 1-0 ude over Norge, men nordmændene fik reddet uafgjort i EM-kvalifikationen.

Dennis Rommedahl er en af de landsholdsspillere, der meget gerne må finde sig en ny klub hurtigt for at få mere spilletid i det daglige.
Foto: Scanpix

Dennis Rommedahl er en af de landsholdsspillere, der meget gerne må finde sig en ny klub hurtigt for at få mere spilletid i det daglige. Foto: Scanpix

Det lignede længe en dansk sejr, men det danske fodboldlandshold måtte nøjes med 1-1, da holdet lørdag aften spillede i Oslo mod topholdet Norge i EM-kvalifikationen. Et helflugtsdrøn fra Dennis Rommedahl sendte Danmark på sejrskurs i første halvleg, men Erik Huseklepp udlignede 10 minutter før tid. Norge fører gruppe H med 10 point efter fire af otte kampe. Portugal og Danmark følger efter med hver syv point. Kun gruppevinderen er automatisk kvalificeret til EM. Norge, som ret beset leverede en halvskuffende indsats, spillede med en meget stram organisation i kampens første 27 minutter, mens stillingen endnu var 0-0. Den defensive midtbanespiller Henning Hauger bevægede sig rundt lige foran sin egen firebackkæde, hvilket gjorde det vanskeligt for de danske spillere at finde spillerum i offensiven. Til gengæld havde nordmændene intet presspil højt på danskernes banehalvdel, men det ændrede sig efter Rommedahls flotte scoring. Fløjspilleren udnyttede en returbold efter et hjørnespark og drønede med en sublim helflugter bolden forbi Norges sagesløse målmand, Rune Jarstein. Danskerne var som ventet farligst i højre side, hvor backen Lars Jacobsen supplerede Rommedahl glimrende, omend ikke alle afleveringer fandt dansk modtager. Det kneb generelt også for den svagt spillende anfører, Christian Poulsen, at finde sine medspillere. Angriberen Nicklas Bendtner virkede uskarp med bolden, mens han klarede sig glimrende i luftduellerne mod de norske midterforsvarere, Brede Hangeland og Kjetil Wæhler. Danmark kom som ventet under pres i anden halvleg, men defensiven omkring Daniel Agger virkede solid. Man sad med fornemmelsen af, at Danmark kunne afgøre kampen, ikke mindst da Rommedahl hamrede bolden på overliggeren. I stedet fik Norge udlignet 10 minutter før tid, da Michael Silberbauer ikke fik markeret Erik Huseklepp ordentligt. Danmark spiller sin næste EM-kvalifikationskamp i juni ude mod Island. Allerede tirsdag spiller holdet en venskabskamp i Slovakiet. /ritzau/

Forsiden