Drømmejob til politiker og erhvervsmand
John Christensen startet i nyt job - skal opbygge et nyt internationalt besøgscenter for energiområdet
FREDERIKSHAVN: Nogle bygger læhegn, andre bygger vindmøller, når forandringens vinde blæser, siger man.
John Christensen, kendt byrådsmedlem og erhvervsmand, tilhører sidstnævnte kategori.
Det sidste halve år har budt på store omvæltninger og nye udfordringer for det 59-årige kreative energibundt, der er kendt for sin musikalitet og evigt optimistiske livssyn.
I april måtte han dreje nøglen og se sit livsværk bukke under for den finansielle tsunami. Reklamebureauet Corbiz blæste omkuld. Direktøren måtte vinke farvel til trofaste medarbejdere og gode kolleger. Det gjorde ondt.
Forleden fik han så akkurat ikke forlænget kontrakten med Frederikshavn Byråd, hvor han har været medlem siden 2002.
Det sidste græder han tørre tårer over. En ny dør har åbnet sig for. Mandag startede han som erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord, erhvervsforeningernes driftsenhed, der har kontor på første sal i Kattegat Siloen.
Her skal John Christensen stå i spidsen for DIEM, Dansk Internationalt Energi- og Miljøcenter, et nyt internationalt besøgscenter inden for energiområdet i Frederikshavn.
- Et drømmejob
John Christensen kaldet det ”et drømmejob”.
- Jeg har fået andre tilbud, men det var det her, jeg ville. Jeg er vant til at se muligheder for enhver type virksomhedsudvikling, og lige netop på energiområdet er der virkelig noget at komme efter.
- Frederikshavn ligger jo perfekt i forhold til hele den maritime del, og kobler vi den del med energisporet, ser jeg store muligheder for ny vækst og mange nye arbejdspladser, siger John Christensen.
Målgruppen for det kommende besøgscenter, DIEM, er politiske beslutningstagere, embedsmænd og folk fra forsyningsselskaberne og energisektoren, der alle arbejder med bæredygtige energiløsninger og omstilling fra fossile energikilder til vedvarende energi.
- Her har vi i Energibyen et kæmpe potentiale, og med udvidelsen af Frederikshavn Havn skal vi tænke stort og grønt. Mit mål er, at Frederikshavn skal blive Nordeuropas grønneste havn, siger John Christensen - der er i fuld gang med at knytte kontakter, lokalt, nationalt og internationalt.
Den rette tyngde og profil
Erhvervsdirektør Niels Christensen, Erhvervshus Nord, er overbevist om, at John Christensen er den rette mand til jobbet.
- John har den rette baggrund. Han er god til kommunikation. Det er altafgørende.
- Og så har han den rette tyngde qua sine mange år som selvstændig erhvervsdrivende og qua sin politiske baggrund og erfaring. Det er vigtigt, når der skal forhandles og træffes energibeslutninger på højt niveau.
- John kender den politiske verden og han har været med omkring Energibyen lige fra start, siger erhvervsdirektør Niels Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.