Drømmen blev til mareridt - og igen til en drøm

Stress slog benene væk under zoneterapeut. I dag har hun fundet fodfæstet igen

GÆRUM:Skiltet på døren er tilbage på sin plads. Nypudset og fint tager det imod efter lang tids fravær. Klinik for Zoneterapi og Massage står der. Adressen er Vrangbækvej 11. Op mod 90 fødder på halvt så mange folk med små og store skavanker gik hver uge forbi det lille skilt og ind i huset, hvor de fik nusset fødder af zoneterapeuten, Lisbeth Svendsen. Mens de gik derfra, struttende af velvære, fik hun det dårligere og dårligere. Så meget, at hun efter syv års slid måtte give op, pille skiltet ned og lukke butikken. I dag er hun på fode igen og har har genåbnet klinikken. I mellemtiden har hun lært en vigtig ting: at sige det lille ord "nej". Det var ellers en drøm, der gik i opfyldelse, da Lisbeth Svendsen som nyuddannet zoneterapeut åbnede sin klinik i 1993. Hun elsker at have med mennesker at gøre og kunne trække på erfaringerne fra sin tidligere beskæftigelse som dagplejer. Forretningen gik strygende, og kunderne strømmede til. Når hun stod og trykkede en patient under tæerne, hørte hun allerede den næstes trin i havegangens grus. Og hjernen kørte på højtryk. Kunden have behov for en ny behandling i næste uge. Hvordan i alverden skulle hun finde tid? For et par år siden fik Lisbeth Svendsen nok. Alt for længe havde hun hjulpet andre uden at kunne hjælpe sig selv. Hun var så stresset, at hun hverken kunne sove eller spise. Hun rystede og havde angstanfald. Depression og stress lød lægens diagnose. - Der var ikke flere ram deroppe, siger hun og prikker med pegefingeren på panden. - Det gik ud over både familier og omgivelser. Ni måneders sygemelding og en behandling hos en psykiater måtte der til, før hun igen fandt fodfæste og mod til at tage fat. Ny start At det skulle være zoneterapi igen, var hun aldrig i tvivl om. Men først skulle hun prøve at være i job, hvor det sommetider går stærkt. Derfor var hun ansat i et gartneri i nogle måneder. Kunne hun klare det, kunne hun også klare klinikken. Men det skulle foregå på et mere rimeligt niveau. Højst halvt så mange patienter som før. Foreløbig giver det sig selv. Folk skal lige finde ud af, at de igen kan blive behandlet for deres skavanker på Vrangbækvej. At nu er hun her igen, og denne gang har hun tænkt sig at blive. Men Lisbeth Svendsen tager det roligt. Hun nyder at have bedre tid til sine kunder. Når folk lægger sig på briksen, er det ikke kun deres fysiske skavanker, der bliver taget hånd om. - Det psykiske og fysiske kan ikke adskilles. Lisbeth Svendsen presser ikke på for at få patienterne til at betro hende deres problemer. Men det kommer tit helt af sig selv. Ikke mindst når hun åbent fortæller om sin egen nedtur - og det gør hun gerne. For at afmystificere. Så oplever hun mange gange folk fortælle, at sådan har de også haft det. - Når folk ligger i et rum, hvor der er helt stille og kigger op i et ovenlysvindue, mens de får nusset fødderne, komme rmunden ofte på gled. Der kunne skrives bøger om det, jeg har hørt derinde, siger Lisbeth Svendsen. Det kan være meget personlige ting, der kommer hende for øre. At det ikke kommer videre, kan man trygt regne med. Tavshedspligt er en selvfølge. Det finder hun meget vigtigt. Der er grænser Lisbeth Svendsen foregiver ikke at kunne behandle hvad som helst. Hun er ingen mirakelmager, men en behandler med begge fødder solidt plantet på jorden. Kræft og sukkersyge og slitage i led, for eksempel. Det kan zoneterapi intet stille op imod. - Det vil jeg heller ikke. Alle behandlere har deres begrænsninger. Dem skal vi være opmærksomme på, ellers bliver vi utroværdige. Men jeg kan gøre det sådan, at de mennesker får det bedre i den situation, de er i. Foruden zoneterapi tilbyder Lisbeth Svendsen dybdegående massage og akutryk. Det sidste beskriver hun som akupunktur uden nåle. Tryk med tommelfingeren virker lige så godt. Derudover giver hun gode råd om kost og kosttilskud. Men hun understreger, at hun ikke sælger noget.