Drømmen er et liv med vrinsk

Marianne Holmegaard og Line Stewart-Hargreaves vil gøre ”Navnsø-Heste” til en levevej

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den lille hestevogn er populær.

NAVNSØ:Den ene er pædagog, den anden cand. mag. i historie. Men inderst inde vil de begge to faktisk meget hellere arbejde med heste. Og da drømme er til for at blive ført ud i livet besluttede Marianne Holmgaard og Line Stewart-Hargreaves i foråret at åbne deres egen lille hestevirksomhed hjemme på Marianne Holmgaards ejendom på Bjergheden 5 lige op af Navnsø. Ridelejre, rideundervisning og ture med turister må i løbet af nogle år meget gerne blive til en levevej. - Det er faktisk ikke mere end tre måneder siden, at vi traf beslutningen, så markedsføringen i år har mest været efter mund til mund metoden. Men vi synes faktisk, at det er gået rigtig godt, siger Line Stewart-Hargreaves. Efter de første tre sommerlejre lever drømmen endnu. - Sammenlagt har der været 22 deltagere i de tre lejr. flest piger, men også en enkelt dreng og endda en mand, beretter Line Stewart-Hargreaves, der indrømmer, at det ikke er nok til at brødføde ejerne af “Navnsø-Heste”. Ridelejr hver uge - Næste år håber vi at have ridelejre hver uge det meste af sommeren med en halv snes deltagere på hver, siger hun. Der er allerede planlagt en ny efterårsridelejr i skolernes efterårsferie, og 2. september begynder Marianne Holmgaard og Line Stewart-Hargreaves at give rideundervisning. - Det er også for voksne og vi har faktisk allerede et mandehold, fortæller hun. Line Stewart-Hargreaves og Marianne Holmgaard har også allerede en stald med 16 bokse på tegnebrættet. De skal først og fremmest bruges til at opstalde “Navnsø-Hestes” egne rideheste og ponyer. Naturundervisning - Vi har jo ikke en ridehal, så på det felt kan vi ikke konkurrere med rideskolerne. Vores undervisning kommer til at foregå i naturen. Det tror Line Stewart-Hargreaves vil tiltale ikke mindst de voksne ryttere. - Voksne gider ikke ride i en hal. De vil ud i naturen, fastslår hun, og understreger, at rideture i det åbne land og i skoven er en helt anden udfordring for rytterne. - Men bestemt ikke større end at vi kan lære de fleste at styre hesten på en weekend, forsikrer hun. Marianne Holmgaard er også uddannet handicapinstruktør under Dansk Rideforbund og de to indehavere af “Navnsø-Heste” håber, at det også kan blive en niche. Foreløbig er det pigerne, er har indtaget ridebanen overfor Bjerghedevej 5 og de har åbenlyst nydt overnatningerne i det store telt på marken og de daglige badeture i Navnsø efter en hård dag på hesteryg. - Jeg tør godt love, at de er trætte, når de kommer hjem, garanterer Marianne Holmgaard.