Drømmen om at forsvinde

Hvert år forsvinder tusindvis af mennesker sporløst. De fleste forbliver borte og bliver erklærede døde, men nogle få gør som Lazarus og genopstår fra de døde.

Østrig 8. december 2007 20:22

¿You ever wonder about hair? ... it¿s part of us, and we cut it off and throw it away¿ (¿The man who wasn¿t there¿) SPORLØST: Hvert år forsvinder tusindvis af mennesker sporløst. De fleste forbliver borte og bliver erklærede døde, men nogle få gør som Lazarus og genopstår fra de døde. De seneste dage har en speciel nyhed vakt min interesse. Det er historien om den engelske mand, John Darwin, der i 2002 forsvandt efter en kanotur i Nordsøen. Året efter blev han erklæret død, da gentagne eftersøgninger ikke havde givet noget resultat. I weekenden dukkede han op på en politistation i Londons West End med ordene ¿her har I mig tilbage¿. Det er ikke første gang, folk forsvinder fra jordens overflade og bliver erklæret for bortgåede. Sidste år var det østrigske Natascha Kampusch, der dukkede op efter at have været borte i otte år. Baggrunden for de to personers forsvinden var vidt forskellige, og det afspejler sig også i måden, samfundet behandler deres genkomst på. Kampusch er blevet en feteret mediestjerne i Østrig og vil fra næste år få sit eget talkshow på den østrigske kanal Puls 4, hvorimod Darwin kan se frem til en længere politiundersøgelse, der højest sandsynligt kulminerer i en sag om forsikringssvindel. For modsat Kampusch, der blev bortført og holdt fanget mod sin vilje, er der umiddelbart intet, der tyder på, at Darwins forsvinden har været helt mod hans vilje. Han hævder godt nok, at han intet kan huske af, hvad der er sket de seneste fem år, men indicierne imod ham er ganske tungtvejende. Det hjælper bestemt ikke hans sag, at der på internettet er dukket et billede op, som er blevet taget i Panama i fjor. På billedet står han storsmilende sammen med den kvinde, der teknisk set må være hans enke. Hvis vi ser bort fra forskellene mellem de to historier, er der én foruroligende fællesnævner; vi er vilde med at høre dem! Det er helt normale mennesker, der er vendt tilbage, men alligevel er ¿den kulørte presse¿ villig til at betale store summer for at kunne gengive deres historier. Og når den skrevne presse er færdig, er der en lang række talkshows, der er klare til at betale penge for flere interviews. Derfor er det næsten ligegyldigt, hvor stor en bøde, John Darwin og hans kone kan se frem til, for de vil højest sandsynligt ende med at have tjent på hele forsvindingsnummeret. For på et eller andet tidspunkt skal der jo også skrives en bog. Folk, der forsvinder og bliver fundet igen, er interessante. DR har i mange haft et særdeles populært tv-program, der udelukkende beskæftigede sig med det. Jeg tror, det er, fordi mange mennesker går rundt med et hemmeligt ønske om at kunne forsvinde. Det er ikke barndommens ¿så kan I prøve at se, hvordan det ville være, hvis jeg ikke var her¿, der er på spil. Problemet ligger et andet sted. Ønsket om at forsvinde er noget dybere, der udspringer af alt for mange krav og forventninger. Det handler om en dagligdag, der i stigende grad er blevet uoverskuelig for mange hverdagsdanskere. Her fremstår Darwin og Kampuschs historier som ønskescenarier. Den drøm, man aldrig selv får levet ud. Det er forførende at høre om mennesker, der har kunnet sætte livet på standby i en årrække og forsvinde for hverdagens stress og forventninger. Under normale omstændigheder ville jeg have ondt af de mennesker, der ønsker at forsvinde fra det liv, de lever, men hvert år i december måned har jeg det på præcis samme måde som dem. [ Jeppe Lisdorf er førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg, der som freelancejournalist med base i Aalborg har hele verden som sin arbejdsplads.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...