Drømmen om at komme først

Tre unge fra EUC Nord står klar med afløseren for de blanke CD-skiver og DVD-film.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alle computere har en indgang til SD-kort, og det er nøgleordet for de unges idé om musik og film på et nyt format.Foto: Bente Poder

Først blev lakpladen erstattet af LP-plader ... som udgik, da CD-skiverne kom på markedet og udraderede både plader og videobånd. Nu er det næste udviklingstrin klart, mener tre unge fra EUC Nord. Her går de på andet år og arbejder med innovation og iværksætteri. De blanke skivers afløser er det såkaldte SD-kort, som de fleste kender som hukommelseskortet til det digitale kamera. - SD-kortet kan bruges til både musik og film - og har både større lagerkapacitet og bedre kvalitet end CD-skiverne, siger trekløveret, som er ved at etablere deres eget firma, MacAn, i håbet om at komme først med at bruge SD-kortene til mere end blot digitale fotos. - SD-kortet kan bedst sammenlignes med et USB-stik, men SD-kortene er langt bedre, siger Thomas Hoff, der sammen med Henrik Jørgensen og Ulrick Aaby står bag MacAn. - Vi har søgt på internettet, og har endnu ikke fundet nogen, som laver det, vi gerne vil lave, siger Thomas Hoff. Filmisk interesse Trekløveret har kontaktet Skandinavisk Filmkompagni og Nimbus Film for at få leveret kortfilm til MacAn - og de to selskaber har ikke været afvisende overfor ideen. - Det er alt for dyrt, hvis vi selv skal til at lave licensaftaler på film, siger de tre 18-årige. Desuden har de fået aftaler med 11 gymnasiebands, som har leveret musik til MacAn's første udgivelse. - Den er klar nu, og kan købes via vores hjemmeside www.macan.dk, siger Ulrich Aaby og slår dog samtidig fast, at hjemmesiden endnu ikke er helt færdig. - Vi bruger tid hver dag efter skole på at udvikle vores idé, og drømmen er selvfølgelig, at det bliver stort, siger de tre. De tre studerende forsøger også at arbejde sig ind i musikbutikkerne, hvor de håber, at SD-kortene kan sælges på linje med musik på CD-skiver. De tre tror ikke, at musikken bliver helt digital de første 20 år. - De fleste mennesker vil stadig gerne have et produkt, de kan holde i hånden, når de køber musik. Og det tror vi ikke ændrer sig foreløbig - det er også ret besværligt at købe digital musik, fordi det skal formateres, hvis man vil bruge de andre steder end på sin computer, siger Thomas Hoff. Konkurrencementalitet De tre studerende deltager i den landsdækkende konkurrence Young Enterprise, hvor de dyster mod andre med unge iværksættergener. I dag, lørdag, dyster MacAn på den gode idé med 80 andre nordjyske virksomheder, som alle har det tilfælles, at der står unge studerende bag dem. Slaget står i Aalborg, og de bedste ideer går videre til en landsdækkende finale om den gode idé. - Her skal vi med, lyder det fra MacAn.