Drømmen om frihed på fire hjul

Skattepolitik 20. april 2003 08:00

SÆBY: Terminsydelser. Regelsæt. Skat og grønne afgifter. Realrenteafkast. Investeringsplaner. Vækst og produktivitet. Husk nu lige dit, og gør nu lige dat. Og fald endelig ikke ved siden af. Forpligtelser er der nok af - og det samme er tilfældet med ting, som man burde gøre, men måske ikke når i farten. Der er ikke noget at sige til, at tilværelsen nogle gange strammer lidt vel rigeligt over hofterne på det danske folk. Måske er det årsagen til, at mange af os er dybt fascinerede af autocampere. Disse kørende sommerhuse, som man så let som ingenting kan flytte rundt. Verden ligger åben, når man tøffer over den tyske grænse. Skal vi vælge Toscane? Erzgebirge? Provence? Man bestemmer selv og kan lade krop og sjæl svømme begejstret rundt i et hav af frihed. De er lækre Og det er netop forklaringen på autocamperens succes. Det mener i hvert fald Jens Jensen fra Vendelbo Vans i Tårs. Firmaet sælger og udlejer autocampere og havde i går, lørdag, to flotte køretøjer med til Sæby Torv, hvor der var udstilling af biler, motorcyker, cykler og så altså autocampere. - Man har maksimal frihed i en autocamper. En campingvogn stiller man fra sig, og man skal tilbage til den, når man har været på udflugt. Det behøver man ikke i en autocamper. Og så behøver børnene ikke at være spændt fast. De kan tage en lur i alkoven eller sidde ved bordet og tegne, mens man kører, sagde Jens Jensen. Masser af sæbynitter kiggede de to autocampere efter i svejsningerne - og begejstringen var ikke til at tage fejl af. - De er lækre. Men vi beholder altså vores campingvogn. Det her er alt for dyrt, sagde en ældre mand. Sandt nok. Et kig på skiltene i campernes forruder lagde en dæmper på begejstringen. En god halv million kroner for en camper af almindelig størrelse. Godt 400.000 kroner for en camper, der er fin til to personer - men ikke til børnefamilien. - Afgiften på autocampere er 60 procent. Samtidig er de grønne afgifter meget høje. 8.000-10.000 kroner om året et normen. Det betyder, at der kun sælges 150 nye autocampere om året i Danmark, sagde Jens Jensen. Hent i Tyskland Vendelbo Vans baserer derfor omsætningen på udlejning. Typisk henter kunderne deres ferie-camper syd for grænsen. Når vognen er på tyske plader, er der flere tusinde kroner at spare. - I højsæsonen kunne vi udleje hundredvis af campere. Det er blevet en meget populær ferieform, sagde Jens Jensen. Når vognene har været i drift i tre år, sælges de. Priserne er blevet mere rimelige, så køberne er ofte danskere. Med andre ord er den danske autocamper-park af ældre og slidt årgang. Men hvad, lidt slid tager man vel gerne med for at realisere drømmen om frihed på fire hjul. En smule irritation har dog nok alligevel bundfældet sig nok, når man ved, at drømmen kun koster det halve for en tysker, der selvfølgelig heller ikke behøver at bekymre sig om grønne afgifter. Mere information på internetadressen www.vendelbo-vans.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...