Turisme

Drømmen om huset ved havet

De danske sommerhusejere er godt i gang med at bygge grundlaget væk for, at udlændinge ikke må eje sommerhuse i Danmark.

Hvis Maud Varnæs levede i dag og - når behovet for sommerlig fred og ro meldte sig - lod sig køre til den nordjyske vestkyst, ville hun forbarme sig over, at der var så mange sommerhuse. Hun ville undre sig over, at der var bygget omme bagved klitrækken, hvorfra man ikke kunne se ud over havet. Hun ville undre sig over menneskemylderet, vrimlen af biler og berusede unge, sukke og savne, at hun - og hendes - uforstyrrede kunne nyde den nedgående sols farvespil i det storladne hav, vindens sagte susen i marehalmen, sand på flugt og måske et glas sherry henne hos grossererens, den nærmeste nabo, som man kunne vinke til, hvis man løftede armen lidt højt. I afmagt ville hun måske bede Hans Christian om at blive kørt over til Kattegat-kysten, den milde kyst, hvor familien kunne bade i børnevenlige bølger. På det sidste stykke vej til huset på østkysten ville hun undre sig over de myreflittige mennesker, der maler, saver, banker, klipper og holder have inde mellem hække og forvoksede grantræer. Ude af bilen ville hun blive forfærdet over støjen fra alskens motoriserede redskaber. Og når hun fandt ud af, at den ene nabo starter sin græsslåmaskine, når den anden standser sin, ville hovedpinen komme. Som sidste udvej ville hun måske insistere på Skagen. Det lyse, kunstneriske. Men straks efter ankomsten ville det allestedsnærværende molør af mennesker, biler, både og flere mennesker få hende til at lægge sig og derved lade Hans Christian vide, at hun ønsker sig tilbage på Feddet, dengang i begyndelsen af 1930'erne, hvor fred og ro fortsat fandtes. Virkeligheden er blevet en anden. Den danske sommerhuskultur - der er ret enestående i verden - er ikke, hvad den har været. Der er i stadig mindre grad tale om huse, hvor danskerne tilbringer sommeren - hvilket ellers var et væsentligt argument, da Danmark i 1993 fik EUs velsignelse til en begrænsning i reglerne om fri bevægelighed over landegrænserne, sommerhusprotokollen, der siger, at udlændinge ikke må eje fritidshuse i Danmark. Siden har vi i stor stil bygget huse, der kan bruges hele sæsonen. Dels fordi vi ikke selv holder sommerferien herhjemme, dels - og ikke mindst - for at kunne tjene en skilling på de turister, der ikke må købe. Det rigtige sommerhus Turisterne deler i øvrigt - har turistbranchen spurgt sig til - Mauds drøm. De ønsker sig traveture i uforstyrret natur langs havet, men - måske efter at have delt fru Varnæs' oplevelser - søger de ikke i længere i samme grad til Danmark. Maud ville nok have syntes, at freden var forbi, allerede da opkomlingen Mads Skjern og den brovtne advokat Skjold Hansen fik sig huse på Feddet, og i hvert fald da ferieloven blev indført i 1938 og hvermand fik to-ugers ferie. Selv om Mads Skjern snart tog fat på at udstykke på Fed det, blev Hvermand og frue dog i kolonihavehuset en tid endnu, men hen i 1950'erne og op gennem 1960'erne blev den danske sommerhuskultur flermands eje. Bagved de store gamle sommerhuse - og på nye områder langs de danske kyster - blev der bygget det, der i dag hedder "rigtige sommerhuse": Små sortmalede træhuse, som blev bygget af mindre håndværksvirksomheder eller af de brædder farmand havde taget med hjem fra fabrikken. Dér boede familien om sommeren, udlandet var stadig langt væk. I 1970'erne ville Maud Varnæs være blevet tummelumsk. Da tog sommerhusbyggeriet for alvor fart. Familien Danmark var nok i stor stil flyttet i parcelhus, men flere og flere småbørnsfamilier havde alligevel fået mulighed for at bygge sig et sommerhus. Kaj Kragelund fra Støvring var en af de tømrermestre, der specialiserede sig i at imødekomme det voksende behov. Han byggede huse i dusinvis. Lidt større end tidligere, men slet ikke som nutidens. - En stue, to køjerum, et lille køkken med seks skabe og en overdækket terrasse, smiler Kaj Kragelund, der typisk byggede huse på 50-60 kvadratmeter og højst på 70. Der blev lagt strøm ind, toilettet fik træk og slip og også den overdækkede terrasse var ny i forhold til tidligere. Den var medvirkende årsag til, at danskernes sommerhusliv udfoldede sig. De hejste flaget, drak sig en håndbajer og fik så småt mod på grille sig en pølse og en hakkebøf. Penge at tjene Kaj Kragelund var også med i 1980'erne. Da var verden kommet tættere på. Flere holdt sommerferie i udlandet, og der kom flere turister hertil - ikke mindst tyske turister, som havde mulighed for at feriere uden for de seks sommeruger. Det skabte et nyt marked for fritidshuse. De var større, mere villaprægede - og flere fik øje for sommerhuset som et investeringsobjekt og byggede med henblik på udlejning. I den sidste del af 1980'erne fik Kaj Kragelund bestilling på de første swimmingpoolhuse. Forretningen gik strygende for mange sommerhusejere. - De kunne snildt have et par hundrede tusinde i årlig lejeindtægt på et hus med swimmingpool og sengepladser til to familier, siger Kaj Kragelund, der dog snart begyndte at fraråde sine kunder at bygge den slags huse. Det viste sig, at de var svære at sælge, og ejerne have ikke meget fornøjelse af dem selv. Det gav ikke den samme sommerhusfølelse, når 40 forskellige familier havde været der i årets løb, og dertil kom alt arbejdet med at gøre klart til nye lejere. Op af poolen - Og 20.000 liter vand flydende rundt i et træhus kan godt blive en lille smule træls, hvis der ikke er nogen, der holder øje med fugtmåleren, synes Kaj Kragelund, der endte med at få ret. Snart dukkede det ene vandland op efter det andet: Dér tog børnefamilierne hen i stedet for at leje et hus med pøl, og Kaj Kragelunds firma byggede swimmingpools om til motionsrum eller opholdstuer. Kaj Kragelund bemærker, at hans firma var blandt de allerførste til at bygge huse med swimmingpool og til at holde op med det igen. Trods foranderligheden, betegner han alligevel sommerhusmarkedet som langt mere stabilt end parcelhus-markedet. Med andre ord, så bygges der konstant sommerhuse, og det samlede antal er i dag 214.818. Kikker man nærmere på statistikken, kan man konstatere, at antallet imidlertid ikke vokser i takt med det antal huse, der bygges. Det skyldes, at der i større stil skiftes huse ud. Kaj Kragelund vurderer, at 70 procent af firmaets opgaver i dag består i at nedrive huse, der er bygget i 1970'erne, og erstatte dem med nye. - Der er ikke en pind, der er rådden, siger han om de huse, der rives ned. - De er bare teknisk forældede. Især til eget brug Bygherrerne er overvejende de såkaldte 68'erne, der formentlig ikke har været et papskilt i nærheden af ungdomsoprøret, men bare blev født på et tidspunkt, der gør, at de skal til at tænke på pensionisttilværelsen og har råd til det. Det betyder huse, der er større end 100 kvadratmeter og med større komfort. De skal kunne bruges både til jul, påske og pinse og til længere ferier uden for sæsonen, og en dag - måske - som helårsbolig. Det betyder gulvvarme, isolering udover det krævede, to badeværelser, mange skabe, gang og entre - på en våd efterårsdag vader man jo ikke lige ind i stuen - og plads til dobbeltsenge. - I dag beder man jo ikke et voksent menneske om at holde en uges ferie i en køjeseng, bemærker sommerhusbyggeren. Ejendomsmæglere på både øst- og vestkyst genkender billedet af, at flertallet af dem, der erhverver sig sommerhus nu, er nogen, der selv vil bruge huset. De fleste er fyldt 50 år. - Der er også enkelte yngre købere til de billigste huse, siger Morten Hove, Nybolig i blandt andet Hjørring. Han forklarer, at det er huse til 600.000-800.000 kroner, og at yngre købere er dem mellem 30 og 40 år. I de glade år fra 2003 til 2007 var der langt flere yngre købere på markedet, som valgte sommerhuse i stedet for pensionsopsparing. - De så, at naboen tjente gode penge på sit sommerhus, og så ville de også være med. Der var lidt lemminge-effekt over det, som da man købte lejlighed i Tyrkiet, siger han. Ikke nogen god forretning Men de yngre købere er "ikke på markedet" for tiden, og investeringskøberne er generelt blevet færre i en tid, hvor de gigantiske prisstigninger er suspenderet. Der er også, siger Jørgen Steve, EDC Hadsund, dem, der på forhånd bestemmer sig for at udleje huset de første år for så at kunne købe et lidt dyrere hus, og dem, der lejer ud i tre-fire uger i højsæsonen, hvor de selv er ude at rejse. Loven giver ganske vist en sommerhusejer lov til at eje så mange sommerhuse, hun vil, bare det groft sagt er til eget brug, men udlejning af et sommerhus er ikke i sig selv nogen god forretning. Morten Hove regner: Et hus til halvanden million kroner kan måske lejes ud for 60.000 kroner på et år, men det koster 100.000 at have det i forrentning, vedligehold, beskatning med videre. - Det kommer aldrig til at gå i nul, og man skal ikke regne på, hvad det gennem årene har kostet at have sommerhus, tilråder Preben Jakobsen, afdelingsdirektør for EDC i Blokhus, og henkaster, at differencen mellem indtægter og udgifter kunne være blevet til nogle charterrejser. Bolig nummer to Han bekræfter billedet af de typiske købere som ægteparret, hvis børn efterhånden klarer sig selv og måske endda er flyttet hjemmefra. Parret, der både tidsmæssigt og økonomisk har fået plads til et andet parliv. - Og så kan de godt finde på at købe et hus at gå at pulre med, siger Morten Hove. Mæglerne fortæller, at en del af køberne har solgt parcelhuset og er flyttet i en mindre andelsbolig eller en lejlighed, som de ikke har så let at vænne sig til, som de troede. De typiske sommerhuskøbere har dog en ejerbolig, et parcelhus, i forvejen. Og da der sjældent er en Laura eller en Agnes til at hjælpe til, så kan der blive nok at se til. Så er det, at huset bliver solgt igen. - Når folk oplever, at de mest er i huset for at lukke op og ned for vinteren, siger Morten Hove, der også ved - EDC har nemlig undersøgt det - at mange sælger, når de har haft sommerhuset i måske ti år, og nu vil til Kreta, Gran Canaria og på storbyferie. - Der er ikke alle, der har råd til både at rejse og have sommerhus, som dog båndlægger nogle midler, siger Preben Jakobsen. Afstanden er vigtigst EDCs undersøgelsen viser i øvrigt, at det i højere grad nordjyderne selv, der sælger af den grund, end dem, der kører langt for at komme i sommerhus. Og de er der. Morten Hove siger, at 60 procent af hans købere kommer fra et område, der har 8000 eller derunder i postnummer. Altså fra Århus og længere væk. De køber i øvrigt gerne de lidt dyrere huse og ikke dem, der kræver en håndværksindsats af ejeren. - De gider ikke køre tre timer for så at skulle lukke værktøjskassen op som det første, siger han. Preben Jakobsen melder om mange kunder fra Viborg og Silkeborg. Dertil kommer et par fynboer samt nogle fra Sjælland og København. De fleste sommerhuse er dog på lokale hænder, og det er - af alle parametre - afstanden, der gør, hvor man køber sommerhus. Bor man i Hjørring køber man i Lønstrup, i Brønderslev skulle man være glad for Løkken, mens aalborgenserne især køber i Blokhus, Rødhus eller Grønhøj. De har også muligheden for at købe sig østpå til Hou, Hals, Skellet ved Mou eller Egense. Længere sydpå i Himmerland foretrækker man Øster Hurup eller Helberskov. Afstanden, traditionen og lysten til at møde naboen hjemme fra villavejen spiller altså den store rolle, når nordjyden skal vælge sit sommerhus. Hvis man da har råd til at vælge, for det er generelt billigere at købe på østkysten. Natur-forskellene spiller også ind. En fornuftig mor kan godt se fordelene ved det børnevenlige Kattegat, mens andre lidt overbærende taler om det rigtige hav. Det store. Det barske. Mildt og barsk - Vi er til klitter og marehalm, siger Blokhus-mægleren og tilføjer: - Vi har da vist et område, hvor man slår græs. Det er til gengæld, som Maud hørte, en udbredt sport i sommerhusområderne på østkysten, hvor hviledagen som kollektivt fænomen er afskaffet. - Der er da Helberskov, protesterer Jørgen Steve med henvisning til naturgrundene på Nordjyllands sydøstlige spids. Dér er det fjorden med mulighed for sejlads og fiskeri, der trækker, mens man få kilometer mod nord, i Øster Hurup, sætter så meget pris på den gode badestrand, restauranterne og lidt byliv, at de gerne tager både blomsterbedet og græsplænen med. - Det er det, de gerne vil, siger Jørgen Steve og tilføjer: - Indtil de ikke vil mere. Udover arbejdsbyrden er det, fortæller mæglerne samstemmende, ejerens alder, der gør, at sommerhuset bliver sat til salg. De synes ikke, at der er tale om, at det er krisen som sådan, der er motivgrunden. - Der er måske nok enkelte, der er lidt klemte på tegnebogen, men der er kun få, der er i panik, siger Morten Hove, der dog ser en del, der købte for seks-syv år siden, og som forsøger at tage den gevinst hjem, der trods alt måtte være trods faldende priser. Bud på fremtiden Uanset, så er der mange sommerhuse til salg. Og usædvanligt få, der vil købe. Samtidig må turistbranchen erkende, at de eksisterende sommerhusområder ikke længere har samme tiltrækningskraft på turister som tidligere. VisitNordjylland har på den baggrund indledt et samarbejde med Aalborg Universitet, som skal forsøge at finde ud af, hvordan fremtidens sommerhusområder kan være, så de tilfredsstiller både ejer og lejers ønsker og behov. Der er tale om et treårigt og tværfagligt projekt, der indledes med, at universitetets turismeforskningsgruppe undersøger området, hvorefter Arkitektur og Design skal komme med bud på løsninger. I sommer var Venstre-politikeren Jens Kristian Lütken frisk med et bud. Han foreslog under valgkampen, at tyskerne - for at sætte gang i det skrantende sommerhusmarked og beskæftigelsen inden for byggebranchen - fik mulighed for at købe danske sommerhuse. Det blev han ikke populær på. - Men de fleste kunne godt se det fornuftige, når jeg fortalte, at danskerne er de mest flittige til at købe huse i udlandet - for eksempel i Spanien og i Sydfrankrig - som de lokale ikke selv har råd til. Det er jo dobbeltmoralsk, fastholder Jens-Kristian Lütken og siger: - Jeg har ikke mødt nogen, der kan forsvare at vi må, og andre ikke. Endnu.