Drømmen om kunsthåndværket holdt vand

46-årige Trine Neve fra Hjørring satsede på industrielt kunsthåndværk - og fandt sin rette hylde

Lars Høj
- Filt ... det må kunne bruges til noget mere, tænkte Trine Neve. Det blev til tæpper og stolehynder i de mål, kunderne måtte ønske.Foto: Hans Ravn
Kunsthåndværk 1. november 2007 05:00

HJØRRING: - Jeg er blevet designer, for jeg elsker kombinationen af godt håndværk og glæden ved at skabe former og farver. Sådan formulerer Trine Neve baggrunden for, at hun i dag er designer i virksomheden Fraster i Silkeborg. Fraster er et tæppeskrædderi, som fremstiller tæpper til en lang række formål - med den fællesnævner, at intet seriefremstillet. Alt produceres efter individuelle mål og præcist, så det passer de enkelte kunders ønsker. Og i Fraster har Trine Neve, der oprindeligt stammer fra Hjørring, fundet sin rette hylde som en del af virksomhedens trestrengede ledelse. - Her får jeg lov til at lave de ting, jeg er god til, siger hun. Senest har Trine Neve udviklet filthynder, som passer til en lang række designerstole. - Fælles for mange af de stole er, at de er meget flotte og at der er tænkt om design og udtryk. Desuden har en del af dem det til fælles, at man ikke sidder så godt på dem, siger hun som baggrund for det seneste skud på Frasters arbejdsområde. Trine Neve har udviklet hynder i filt, som er skridsikrede - og luner en vis legemsdels nærkontakt med de ellers lidt kolde stole. Håndværk eller kunst Trine Neve er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hvor hun blev færdig i 1986. - Min interesse for kunsthåndværk har altid været rettet mod industrien. Jeg vil gerne skabe noget, men jeg har intet behov for at lave unika og arbejde frit med at udtrykke dybere følelser - jeg vil gerne arbejde med ting, der skal opfylde konkrete behov, siger hun som baggrund for sin karriere. Den tog fart, da hun i 1987 blev ansat som designer hos Weston Tæpper i Herning. Virksomheden lukkede i 1993, hvorefter hun var freelance tæppedesigner i et par år. Siden blev hun ansat hos Fletco Tæpper i Ikast, hvor en medarbejde i 1993 rejste for at etablere Fraster. - Jeg tror egentlig at jeg siden da bare ventede på at der blev et job til mig, siger Trine Neve, som fik sit drømmejob sidste år i februar. Hos Fraster arbejder hun med at udvikle fire områder af tæppedesign - nemlig tæpper til campingvogne, specielle tæpper til tæppeforhandlere, kontakt til designerhuse samt kontakt til indretningsarkitekter. - Alt sammen tager afsæt i skrædderiet. Vi har intet på lager, men producerer varerne efter kundernes behov, siger Trine Neve og erkender, at Frasters design kun er for folk, der er villige til at betale for både kvalitet og design - hvilket ganske mange kunder er. - Mange er villige til at betale for at få noget, som ingen andre har. Og som tiderne er netop nu har mange også råd til det eksklusive, siger hun. På lokalt besøg I lørdags var Trine Neve på besøg hos Haungaard Møbler i både Brønderslev og Hjørring. Her fortalte hun kunderne om Frasters arbejde sammen med en række repræsentanter for de mærker, Haungaard forhandler. Det blev en travl dag, hvor masser af kunder kiggede forbi til en snak om møbler, kvalitet og design. Til daglig bor Trine Neve sammen med sin mand, ungdomskæresten Poul Græsbøll, som hun har holdt sammen med siden tiden på Hjørring Gymnasium. Parret har tre børn i alderen 12-19 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...