Drømmen om vingerne

18-årige Mette Rebsdorf vil være jagerpilot

Aalborg 27. september 2002 08:00

AALBORG: 70 unge gymnasieelever får et chok, da redningshelikopteren kommer susende tæt forbi, halvvejs på ryggen, med de enorme propelvinger susende og larmende. Opvisningen er i gang. Fra landjorden ser de flyveinteresserede unge de rigtige piloter lave numre i bedste Top Gun-stil. - Det bliver ikke mere ultimativt!, siger en af dem lettere måbende. Fascinationen brænder ud af de unges ansigter, mens de følger piloterne. I et træningsfly laver en pilot loop, flyver på hovedet og går i spin. Redningshelikopteren lander stateligt og sætter en mand af i græsset - derefter glider den lodret op i luften for så at komme tilbage og demonstrere, at den kan redde manden på jorden. Den bruges især til folk i havsnød. Den bastante maskine flyver hen og holder stille i luften få meter over den formodede skibbrudne i græsset, og en mand bliver firet ned og redder ofret sikkert op i helikopterens store bug. Så kommer den, flyveren over alle flyver. En "helt vild F-16 jagerflyver" kommer susende, den larmer afsindigt og spyr ild bagud. Den har sagt farvel til jorden ved at flyve lodret op i luften med sin spidse næse pegende mod himlen, og så går den amok i kunster - den flyver på hovedet, laver sidelæns kolbøtter, styrter lodret ned mod jorden for så at rette op, og imens er de unge målløse af fascination. De er på besøg på Flyvestation Aalborg for at deltage i STUD LUFT, som er et to-dages arrangement, hvor de unge får indblik i karrieremulighederne indenfor Flyvevåbnet. Kvinde ingen hindring En af de unge er 18-årige Mette Rebsdorf, der i seks år har været fast besluttet på at ville være pilot. - Jeg er vildt interesseret i at komme ud og flyve F-16. Jeg er meget fascineret af den maskine - hurtigheden, kraften bag, mulighederne. Jeg er fascineret af biler og motorer i det hele taget, fortæller hun. Kvinder kan godt blive piloter, men der skal stor muskelkraft til for at kunne klare det store tryk, der er oppe i et jagerfly. Derfor har mændene en fordel. - Men det ser jeg bare som en udfordring, siger Mette Rebsdorf. En enkelt kvinde er i gang med pilotuddannelsen indenfor Flyvevåbnet, men ingen har til dato fuldført den. Mette Rebsdorf håber på at blive en af dem, der gør. - Jeg har fået et virkeligt godt indtryk af Flyvevåbnet i de to dage her, og jeg har fået en masse at vide om flyene. Sammenholdet blandt folkene her virker til at være noget helt unikt, siger Mette Rebsdorf. Hun skal i gang med at træne hårdt for at udvikle sine muskler, så hun bedre kan klare trykpåvirkningen, og hun er fast besluttet på at søge ind til Flyvevåbnet, når hun bliver student til sommer. Før STUD LUFT var hun i tvivl om, om hun hellere ville tage den civile pilotuddannelse, men den tvivl er forsvundet. - Jeg skal her ind. Bare det at få lov til at røre ved en F-16 og se alle dens funktioner er helt vildt. Blandt de cirka 70 deltagere i STUD LUFT, var der 17 piger. Efter opvisningen fik de lov at se de forskellige flytyper på nært hold. Udover F-16 og redningshelikopteren var der også en lille helikopter og et træningsfly for piloter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...