Drømmer om at starte ny menighed i Aalborg Øst

Kristne fra flere frikirker arbejder sammen

AALBORG ØST: Det er ikke blot børnene, der har behov for at have et sted at komme, hvor der er nogen, der lytter. Det samme behov har mange voksne, vurderer en gruppe kristne, der blandt andet arbejder sammen omkring værestedet B-Ørnereden i Tornhøjcentret. De drømmer om, at deres frivillige arbejde i Aalborg Øst med tiden kan udvikle sig til at nå den voksne generation også. At der kan blive dannet samtalegrupper om kristendom og livet i almindelighed, og måske med tiden en hel menighed. - Der er et rigtigt godt, kirkeligt samarbejde i Aalborg. Som kristne er vi meget mere åbne over for hinanden i dag end for bare 10 år siden. Der er en gensidig respekt og en erkendelse af, at forskellige typer kirker kan nå forskellige typer mennesker, siger Paul Conrad. Han arbejder inden for Pinsevækkelsen, blandt andet med at starte nye menigheder i både Danmark og flere andre steder i Europa. Både han og hans kone Ketty Conrad er blevet involveret i arbejdet omkring B-Ørnereden via Pinsevækkelsens Højskole i Mariager, hvor Ketty Conrad underviser. Guds tilskikkelse Værestedet blev startet af ægteparret Gerd og Birger Münchow for fire år siden. At Pinsevækkelsens Højskole et år senere kom ind i billedet var et tilfælde, idet en elev fra Højskolen kom forbi Tornhøjcentret og hørte kristen musik fra 1. sal. Hun gik derop, og dermed var kontakten skabt. - Nu tror vi jo ikke på tilfældigheder. Vi tror på, at det var Guds tilskikkelse, der virkede ind, siger Birger Münchow med et smil. Selv er han og hans kone også tilknyttet Pinsekirken i Aalborg. Men blandt medarbejderne i B-Ørnereden er der også nogle fra Apostolsk Kirke, Kildekirken og Aalborg Menigheds Center, foruden Folkekirken. - Vi forsøger at arbejde som ét team og tænke på, hvad vi i fællesskab kan gøre for mennesker her i Aalborg Øst, siger Paul Conrad og fortsætter: - Det vil være oplagt at lave en menighed omkring de her lokaler i Tornhøjcentret. Men det vigtigste er ikke institutionen, men livet. Mange ser nok kirken som en bygning, man kan gå hen i om søndagen. For os er kirken levende mennesker i et pulserende samfund, også mandag, tirsdag, onsdag og alle de andre dage. I første omgang handler det om at få kontakten til interesserede i Aalborg Øst og lytte til, hvad de har af ønsker og behov. Af samme grund vil folkene bag B-Ørnereden med jævne mellemrum arrangere møder for voksne, hvor det både handler om kristendom og om, hvad folk måske kan bruge en ny menighed i Aalborg Øst til. Næste gang bliver 13. november, hvor emnet er "Helbredelse ved Guds kraft - er det sandt?". - Det er et pionerprojekt, som skal have lov at udvikle sig naturligt, siger Paul Conrad, der ser Aalborg Øst som en forholdsvis uopdyrket missionsmark.